Øl og havregryn – klassiske ingredienser, der indgår i enhver stor og stærk dansk dreng – og har gjort det gennem århundreder. Tænk Foska-drenge, små Ota bøger og Morten Korch. Klassisk nordisk køkken. Øl og havregryn. Gode danske landbrugsprodukter – uændrede gennem årene og fra før verden gik af lave. Og rigtig gode at blande til de lækreste, saftige ølboller.
I søndags var jeg til pigebrunch sammen med gamle kolleger fra mit tidligere arbejde. Det var – selvfølgelig – vildt hyggeligt at se dem igen, og snakken gik lystigt. Vi fik nogle fantastiske boller til brunchen- ølboller med havre. De smager langtidshævede, men er ekstremt hurtigt lavet.
Fru Lauridsen, der lagde hus og have til, havde bagt dem, og ud af sit hjertes godhed har hun nu givet opskriften videre. Husk at sende hende en venlig tanke, når I bager dem, for de er virkelig gode.
Man skal bruge:
3 dl havregryn
3 dl vand
Ca. 600 g mel
1 øl (bare den billige, bollerne er ligeglade, siger Fru Lauridsen, og det har hun da så bestemt ret i)
1 pk. gær
1-1½ tsk. fint salt
Kog havregryn og vand sammen til havregrød. Kom havregrøden, mel, salt og øl i skål, opløs gæren i lidt lunkent vand og rør den i blandingen. Rør det hele godt sammen i røremaskine eller med håndmikser. Dejen skal være klistret.
Lad dejen hæve en halv times tid et lunt sted.
Sæt bollerne på en plade med bagepapir med 2 skeer og lad dem efterhæve i en 20 minutters tid.
Bages i forvarmet ovn på varmluft og 200 grader i ca. 20 minutter.
Sej/sprød skorpe – blød, saftig krumme.
Smager godt med al slags pålæg – vi fik blandt andet en lækker brie, der var vendt i chiliflager – også en god ide, man lige kan gøre efter i en snæver vending.
Tak til Fru Lauridsen!
God torsdag.
Hvor mange boller bliver der? Får brunch gæster om 1,5 time…og er i tvivl om jeg skal bage dobbelt..
LikeLike
Hej Malene,
Med så kort tid at lege i, håber jeg, du fandt ud af det, for jeg sidder jo ikke vagt ved computeren 🙂 Men det giver en pladefuld – 16-20 afhængigt af, hvor store du laver dem.
vh/Karen
LikeLike
Jeg har lige afprøvet disse lækre boller. Jeg benyttede mig af den kunstneriske frihed og lavede mine egne variationer, såsom kogte nogle speltkerner med og dejen fik også et skvæt tykmælk og et lille skvis olie, men dejlig saftig og lækker smag. Jeg lavede et brød og resten formede jeg il boller
LikeLike
Mmm – det lyder godt. Opskrifter er til for, at man kan eksperimentere med dem 🙂 Det er utroligt, hvad den øl gør for konsistensen – og så nedsætter den jo også hævetiden væsentligt, så man kan få hurtigere brød. Det kan man jo godt have brug for en gang imellem.
LikeLike
Uhmmm…….DE skal bestemt prøves ;D
LikeLike
Go´Torsdagsdagmorgen.
Yep øl i brød og andet mad.det er sagen.jeg bager boller med porter,eller stout,men Fru Lauridsens lyder nu heller ikke hel tossie.
Hav en skøn dag.
her ser det herrens ud efter en skypumpe har raseret gisselfeld klosterhave
LikeLike
Ih du milde – det lyder ikke godt. I har vist haft værre vejr, end vi har – her kom der ikke meget regn og næsten igen vind. Håber, de kan redde stumperne. Det er så trist, når sådan nogle haver bliver ødelagt.
LikeLike
Yep,Konen og jeg blev fanget i en Haglstorm med Hagl i Hasselnødde størrelse,vel at mærke inden Skallen var fjernet.på Rønnede Vejen i Fensmark gik al Trafikken i stå.Vejene var oversået af Blade Kviste og Grene.da vi 3 Timer senere vendte Hjem over Holme Olstrup Mose lå der 3-4cmt ykke Lag Hagl i Vejkanten.Vi har Bondens Marked i Weekenden,og jeg skal være med at stille op på Gisselfeld.må håbe at de nå at rydde op inden i morgen
LikeLike
Det lyder helt forfærdelig – og nu har jeg også lige hørt om Sparresholm gods, der er brændt ned efter lynnedslag. Sådan nogle sommerstorme er ikke ufarlige. Held og lykke med Bondens Marked – det skal nok blive godt alligevel.
LikeLike
Tak Karen,det plejer det a blive.Regnvejr eller ej.jeg er med for 7 gang som medhjælper,og har oplevet syndflod agtig regnvejr og 26 graders varme på BM i Oktober,så alt er muligt.men alene at man møder så mange forskellige producenter og besøgende er det hele værd.
LikeLike