Temperaturer ned til omkring frysepunktet? Allerede – i nat?? Jamen, jeg er jo ikke klar… og det har slet ikke været rigtig sommer endnu, og… Panikken breder sig ved radioavisens afsluttende ord, og jeg træder endnu hårdere på speederen for at komme hjem.
Hjem for at redde de sidste afgrøder fra frostens klamme hånd.
Hjem for at sætte stearinlys i drivhuset til at holde de onde ånder væk fra de sidste chilier, hjem for at plukke de sidste af de ting, der ikke tåler frosten – græskarrene, de sidste bønner og ikke mindst georginerne – dahliaerne, der ikke tåler det mindste frost.
Fodre Heldig, mens bondemanden giver de andre køer, og så til sidst plukke endnu en kurv hyldebær – bare til hvis – og hente nogle æbler og et par hundrede andre småting.
Et par hektiske timer senere så køkkenet ud som om nogen havde tabt en blandet landhandel på alle flader – incl. gulvet, hvor bondemanden havde indrettet sig med en stol, nogle hegnspæle og lidt ting, der skulle skrues sammen – så kunne vi jo snakke, mens vi arbejdede. Jeg for lige ud for at plukke nogle rosenknopper til tørring – hvad er juledekoer uden tørrede rosenknopper? En rose så jeg skyde og alt det der??
Der blev nippet hyldebær, skrællet æbler, vasket græskar, lavet dekorationer og buketter, bælget bønner, skruet hegnspæle, kogt saft, på hundens inderlige opfordring fodret indedyr – og til aller, aller sidst – også lavet lidt mad. Varmet rester. For til sådan en dag er det godt at have gode rester, der kan varmes i ovnen, mens man rydder det sidste op og fejer gulvet.
Nu til morgen kan vi glade konstatere, at det ikke blev frost her. Temperaturen nåede kun ned på 2 grader – der kan stadig komme flere georginer, og chilierne i drivhuset kan måske alligevel nå at blive røde. Og arbejdet i går er ikke spildt, for det skulle jo gøres alligevel. Men hvorfor kommer det altid bag på en, at den første frost som regel kommer omkring efterårsferien?? Og at efterårsferien ligger i uge 42? I næste uge? Man kan jo se, at efteråret er her.
God torsdag.
Jeg var så heldig, at jeg fik tømt mit drivhus i sidste weekend – og det var godt, for vi fik temmelig meget frost, så de få chili, der sad tilbage og selve plante var klart skadet af frosten.
Venligst Birte
LikeLike
Ja, de er jo sarte de chilier – men det er så dejligt at have dem, så længe det varer. Vi har ikke haft frost endnu – kun ned til 1,5 grad – og det er faktisk usædvanligt.
LikeLike
Sådan en rulle fiberdug er billig, og et stykke kastet over planter, som ikke tåler frost, kan klare paragrafferne et stykke tid endnu! Avisen fra i går er heller ikke helt ueffen …
LikeLike
God ide – men det er ret store bede, så der skal nok en hel rulle til. Men skidt – nu er det gjort 🙂
LikeLike