Når vi spiser ude, har vi forskellige yndlingsspisesteder.
For eksempel terrassen inde i staudehaven, terrassen foran B&B’en, Femøren, og pladsen under de store træer, hvor der hele dagen er flimmerskygge. Vi vælger efter vejr og især vind.
I går blev det Restaurant Flimmerskyggen med en løgtærte med bacon og en frisk tomatsalat med rødløg og basilikum. Let skygge med solstrejf og en fantastisk udsigt.
Hunden kunne ligge udstrakt og sove, mens køerne gumlede lige uden for hegnet, og fuglene sørgede for musikken. Hvad kan man ønske sig mere?
Lav tærtebunden som til laksetærten. Mens dejen hviler, kan du lave fyldet.
3 pænt store løg i skiver eller både
1 pk bacon klippet i tern
5 æg
1,5 dl fløde
Sennep
En håndfuld revet ost
Svits løg og bacon sammen på en pande, til løgene bliver klare, krydr med (meget lidt) salt og et godt drys peber.
Pisk æggene med fløden.
Rul tærtebunden ud, læg den i et smurt tærtefad, smør bunden med sennep og fordel en håndfuld revet ost over. Fordel fyldet ovenpå og hæld æggemassen over.
Bag i ovnen ved 200 grader i en tre kvarters tid. Man kan vande i drivhuset i mens. Tærten er færdig, når dejen slipper kanten, og toppen er lysebrun og hævet smukt.
Den her blev måske en anelse for ‘lysebrun’. Kokkens opmærksomhed blev nok afledt… Men den smagte nu godt alligevel.
God fredag.
Skøn blog du har her! og hvor ser Danmark dog dejlig ud 🙂 Bliver næsten hel hjemsyg.
LikeLike
Der er jo heller ingen dejligere tid end lige nu i DK. Lyse nætter, gøgen der kukker, nyudsprungne bøgetræer – og hos os en hel mark fyldt med små sorte kalve. Kig forbi, hvis du kommer til DK – vi har jo B&B, så der kan sikkert blive plads 🙂
LikeLike