Valmuetid

Det er valmuetid. Når man kører ad de smalle, snoede veje, der er så mange af heromkring, møder man det ene smukke syn efter det andet.

Billede1

Valmuerne står i kanten af rapsmarkerne og i grøftekanterne langs vejen.

Billede5

Man er simpelthen nødt til at stoppe, gå ud af bilen og helt tæt på,

Billede4

så man kan beundre de fine blade, der er som silkepapir, støvdragerne og den sorte midte, der markerer landingsbanen for de små humlebier.

Billede2

Nogle marker er helt fyldt med valmuer. Selvom det er flot, er det skidt. For det er dyrt at få kornet renset efter høst, og meget ‘ukrudt’ – her forstået som noget i marken, man ikke selv har bestemt, skal være der – gør hele forskellen mellem, om man tjener lidt eller sætter det hele til.

Billede3

Det er alligevel bedst, at de står i udkanten eller i grøftekanten. Men er de først i marken, ville man da være et skarn, hvis man ikke nød synet.

God lørdag.

Vindueskarmene fyldes

Endnu en gang har jeg fået en dejlig gave. Frø. Frø til spændende blomster. Georginefrø – dahliafrø, som de hedder rigtigt, af sorten Bishop of Canterbury. Dem med de mørkerøde blade. Hvid kongelys – og frø af opiumvalmuer i en helt særlig lilla nuance – ‘Claus Dalby’ valmuer.

Billede4

Frøene kom med posten fra Gitte, der har bloggen Fra Frø til Blomst. En fantastisk smuk blomsterblog, hvor jeg kan bruge lang tid på at falde i svime over de dejlige blomsterbilleder. De søde frøkuverter kan du se, hvordan man laver her. Nu skal jeg selv prøve mig frem med at så dahlia, og det bliver spændende at se, hvordan de små frø vil arte sig. Tak!

Her til morgen såede jeg tomater, dahlia og kongelys. I går var såjorden en tur i mikroovnen, i nat stod den fordelt i såbakkerne og trak vand, og her til morgen var den klar til at modtage de små og store frø.

For det kolde vejr kan jo ikke blive ved, vel? Bag istappen er der en fugl, der er begyndt at samle redemateriale. Uanset hvad, går det den rigtige vej.

Billede5

Og vi skal jo være klar til at rykke ud, når det endelig bliver tid.

God søndag.

Vidunderlige valmuer

Papaver Somniferum – Opiumvalmue. Store, statelige planter. Silkefligede blomsterblade i alle nuancer fra hvid over rosa

til mørk, mørk lilla.

Har man én gang sået den, kommer den igen og igen. Den sår sig selv og laver sine egne farvekrydsninger, og den kommer alle vegne. Heldigvis er den nem at luge op, hvis den kommer et helt forkert sted – eller hvis der kommer en helt forkert farve. Vi fik engang nogle, der var røde med næsten sorte kanter – de lignede uartigt undertøj, gjorde de. Den slags hænder i selv de bedste familier.

De fleste af dem er ganske enkelt en fryd for øjet.

Fra start

Til slut.

Frøstandene er smukke i buketter, og de holder længe i modsætning til blomsterne, der drysser efter få timer. Frøstandene kan tørres og dukke op igen i juledekorationerne.

De er meget nemme at få til at vokse. Det nemmeste er at blande de små frø med jord i en spand, og så smide håndfulde af den frøblandede jord der, hvor man gerne vil have valmuer. Det fordeler frøene og giver det tilfældige look, der klæder dem så godt.

Og frøene er spiselige – de er birkes til bollerne.

Opiumvalmue. Ikke lige et navn, der skaber de bedste associationer. Opiummarker i Afghanistan – og dermed skæggede, lasede, kvindehadende mænd med maskingeværer, der står for en væsentlig del af verdens narkoproduktion. Måske det krigen i virkeligheden handler om?

Men den variation af opiumvalmuer, vi kan dyrke i haven, er light udgaven. Der er ikke opium i. Vi risikerer ikke at blive en del af et narkokartel uden at vide det. Vi kan bare nyde de smukke og nemme blomster i hele juli måned. Og det er jo ikke så ringe.

God onsdag.