Hvad laver man på landet om lørdagen?

Det sker tit, at folk spørger, hvad vi egentlig laver i fritiden her ude på landet. Mit første svar, som jeg dog sjældent siger, er: Hvaffor en fritid? For vi har altid så meget, vi skal nå.

Det der med at sætte sig ned og spørge hinanden, hvad vi skal lave lørdag formiddag, er som regel mest noget med, hvad vi skal nå, som vi ikke har kunnet nå i ugens løb.

Fortsæt med at læse “Hvad laver man på landet om lørdagen?”

En dejlig start på dagen

Klokken otte var jeg oppe i kirken for at ringe solen op. Klare morgenringningen, som vi selv kalder det.

Lørdag morgen klokken lidt i otte er Skivholme et meget stille sted. De eneste tegn på liv er lys i enkelte køkkener og en af nabo Villys katte, der krydser vejen på vej hjem efter nattens jagt. Ellers er der stille. Helt stille.

Rimfrosten hænger over bakkerne, og solen er så småt begyndt at farve skyerne.

billede4

Man kan se langt oppe fra toppen af bakken, hvor kirken ligger.

billede2

Den gamle branddam er frosset til i nattens løb.

billede3

Solen er allerede kommet højere på himlen i løbet af de få minutter, det tager at ringe. Den hørte nok efter, da vores gamle kirkeklokke, der heldigvis ikke tåler maskinel ringning, spredte den rungende lyd af ‘op op op’ ud over det morgenstille landskab.

En bil fra hjemmeplejen kommer forbi – sikkert for at se til Aksel, hvis helbred ikke længere er, hvad det har været. Jeg hilser, låser bilen op og vender mig om og ser lidt på kirken, der nu er badet i rosa morgenlys.

billede5

Lørdagen er ringet i gang. Nu skal der gøres rent, vaskes tøj, fjernes blade fra havens gangstier og meget mere. Og så håber jeg, at der, når jeg klokken fire kører op for at klare aftenringningen, bagefter bliver tid til et kapitel og en kop te, før det bliver lørdag aften. Den hyggeligste aften i ugen.

God lørdag.

Klokkeren slår til

Vil I vide, hvordan det er gået med at ringe med kirkeklokken? Den store, gamle kirkeklokke i Skivholme Kirke? Den, der blev støbt i 1613, altså for 400 år siden, som har en imponerende diameter på næsten en meter, og hvis ringerlaug, Bondemanden og jeg nu er med i?

Jo tak. Det går godt. Det er faktisk ikke så svært – men tung at få i gang, det er den. Og heller ikke så let at få til at stoppe igen.

Det er en særlig, lidt højtidsstemt følelse at stå der – helt alene i den gamle kirke. Man holder rebet, kikker på kalkmalerierne, på den gamle madonna af træ fra 1200 tallet (hvad hun dog har måttet lægge øre til igennem alle de år – ikke mærkeligt, hun ser lidt stiv ud i blikket)

Billede4

og så intenst på det ur, der er anbragt, så kun klokkeren kan se det. Der skal jo ringes til tiden. Man venter på, at urets sekundviser kommer hele vejen rundt – og så… så trækker man. Først stille og roligt, men fast, føler klokken begynde at vippe – at svare på ens træk.

Man lægger flere kræfter i, til det først slag høres, og så giver man den alt, hvad man kan, til klokken selv finder rytmen. Dens enorme tyngde gør, at man kun skal holde den i gang efter det. Den ringer højt, klart og rent ud over markerne og landsbyen. Det er en dejlig lyd.

Billede1

Efter en tid lader man den ringe sig selv lidt til ro, før man holder fast – igen alt hvad man kan – for at stoppe den. Det er her, man kan få en flyvetur. Når rebet er i ro, og klokken blevet stille, tager man et andet reb – det til bedeslagene. Tre gange tre slag. Så langsomt, at der er tid til eftertanke hos dem, der hører den. Tid til at tænke på alle dem, der har ringet med klokken igennem de 400 år. Tid til måske at bede en lille bøn. For fred i sindet hos sig selv og andre. For at de ting, man nu går og slås med vil få et lykkeligt udkomme. Eller måske bare en tak for en smuk sommerdag som i lørdags – og… for, at man ikke klokkede alt for meget i det.

Billede2

God mandag.