Jordbærsyltetøj – med ribs

Sommerferie og jordbær hænger uløseligt sammen. Jordbær, man plukker hist og her og spiser lige fra planten, og jordbær med mælk og et lille drys sukker, så de kan knase. Og kompot af resterne. Man kan også få jordbær med champagne, drinks med jordbær, salat med jordbær og balsamico og selvfølgelig jordbærsyltetøj.

Billede1

Denne udgave af jordbærsyltetøjet er med ribs. Ribsene giver lige den syrlighed, man ellers godt kan savne i jordbærmarmelade.

Man skal bruge:
1 kg jordbær
500 g ribs
750 g sukker
Evt. rød melatin, hvis man vil have en lidt fastere konsistens
og Atamon (eller vodka) til at skylle glassene i

Bring bærrene langsomt i kog, så de safter. Der skal ikke vand i – saften er nok. Lad dem koge stille i 5 minutter, tilsæt sukkeret, bring i kog igen og lad det koge godt igennem. Det er nu, du skal tilsætte rød melatin, hvis du bruger det.

Hæld marmeladen på helt rene glas – skyllet i Atamon eller vodka – og luk for dem med det samme.

Billede2

I B&B’ens hovedsæson bliver der brugt meget syltetøj hos os – rigtig meget. Cirka et glas om dagen. Det er syv glas syltetøj om ugen, så der bliver lavet store portioner. Jeg har altid bær fra haven i fryseren, så hvis du undrer dig over, at ribs og jordbær er syltet sammen, når de ikke modner på samme tid, er det såmænd bare, fordi begge dele ligger på lager i fryseren. Det var også sådan, jeg fik ideen, og den var rigtig god.

God onsdag.

Upolitisk Alliance

Det her handler ikke om politik. Det er man jo næsten nødt til at understrege, når man bruger ordet ‘Alliance’.  Og alligevel handler det om, at tre forskellige parter indgår i et samarbejde til menneskehedens bedste. Der kan du se – så handler det slet ikke om politik, vel?

Det handler om syltetøj. En gammeldags slags syltetøj af ypperste kvalitet, som jeg lavede i går. Alliance. En blanding af flere forskellige bær. Her den klassiske med solbær, hindbær og ribs. De velprøvede, gammeldags, danske havebær, der smager som komprimeret højsommer.

Billede7

Det er let at huske forholdet mellem dem: 1 del af de stærkest smagende, 2 dele af den næst stærkeste og 3 dele af de mildeste. 1-2-3. Eller i det her tilfælde 3-6-9.

Man skal bruge:

300 g solbær
600 g ribs
900 g hindbær
900 g sukker
4 tsk rød Melatin og lidt ekstra sukker
Atamon til at skylle glassene i

Lad bærrene tø op i en gryde og bring dem langsomt i kog. Lad det koge i små 10 minutter.  Tilsæt sukkeret og bring det langsomt i kog igen. Lad syltetøjet koge i 2 minutter. Bland 4 tsk Rød Melatin med 3-4 spiseskefulde sukker og drys det i – ‘under omrøring’, som der står på posen. Lad nu marmeladen koge i yderligere 2 minutter, og hæld den så på Atamonskyllede glas, og skru lågene på med det samme.

Man kan også lave syltetøjet på mere besværlige måder, der kræver mere sukker og længere kogetid. Men frysning af bær ødelægger det naturlige pektin, så jeg holder mig til Melatinen – og Atamonen. For jeg er mere bange for mug og svampes skadelige virkninger, end jeg er for en anelse Atamon.

I går lavede jeg også hindbærmarmelade og solbærsyltetøj efter samme princip – for fryseren skal tømmes, og lagrene skal fyldes. Det blev de.

Billede1

God lørdag.