Nå – det var det med de georginer. Den grumme historie. Ægte bekendelseslitteratur, hvor man afslører sine værste skyggesider. For tro det eller ej. Jeg fik aldrig gravet georgineknoldene op sidste år.
De skulle have været taget op i oktober, hvor de fik den første frost, men den måned gik mere eller mindre helt og aldeles med vores runde fødselsdage. Fortsæt med at læse “En georgine-dårlig samvittighed”
Normalt er jeg helt fjollet af fryd, når den første frostnat drysser rim over landskabet.
Alt er så knitrende friskt – ikke mindst, fordi frost og klart vejr som regel følges ad. Når grå og tunge skyer afløses af ren, klar luft med blå himmel, er det som en tung vægt af regnvejrsskyer, der bliver løftet fra skuldrene. Denne gang var jeg dog knap så begejstret. Fortsæt med at læse “En anelse for tidligt”
Lyse på oversiden af blomsterbladene, mørke på undersiden.
Sådan ser en af de georginer ud, som jeg har fået i år. Den er meget speciel og ret vidunderlig. Især sammen med de mørke georginer, som vi har så mange af. Undersiden af bladene matcher dem perfekt. Fortsæt med at læse “En forunderlig georgine”
Dahliaerne – georginerne, som jeg nu stadig kalder dem for mig selv – blomstrer stort i markbedet. Jeg satte de knolde, der ikke var blevet spist af mus eller var gået til på anden måde, i tre rækker i markbedets bredde. Cirka 15 meter georginer lige til at plukke af.
Det er de lilla og mørkerøde, der er flest overlevende af. Jeg havde suppleret med nogle nye knolde i blandede farver, og de blomstrer også smukt. Fortsæt med at læse “Skønne dahlia”
Søndag blev det tid til blomster og have. Først en tur op til Østrig efter grene med bær og kønne, rødmende blade. Det ville hunden meget gerne hjælpe med. Derefter en tur i køkkenhaven efter georginer. Vaser, skåle og oasis fra skabet. Tjek – klar til start.
En overdådighed af røde bær på køkkenreolen.
