Solhverv igen

Kimer, I klokker, ja, kimer før dag i det dunkle!
Tindrer, I stjerner, som englenes øjne kan funkle!
Fred kom til jord,
Himmelens fred med Guds ord.
Æren er Guds i det høje!

Klokken otte i morges, da vores kirkeklokke ringede solen op, sov den bare videre. Solen, altså. Klokken ringede i den grad ‘før dag i det dunkle’. Men fra i morgen går det langsomt – uendeligt langsomt – mod lysere tider.

Billede1

Så vender vi. Tjek. Frem med alle sangene om ‘nu er lyset vendt og håbet tændt’. Det er nemlig nu.

Årets længste nat er i nat. Mon ikke man skulle bruge den på at få sovet lidt ud? Ligge lidt længere i morgen tidlig i mørket og vente på, det vender? Gennemgå listerne mentalt og føle sig ovenpå og totalt tjekket?

Gaver – tjek. Indpakningspapir – tjek. Bånd – tjek. Mandler – tjek. Vanillestænger – tjek. Aspargeskartofler – øhhh? And op af fryseren??? Aargh – så er det slut med at snue – op og i gang. Sådan går det altid. Det gør nu heller ikke noget. For de her dage før jul er dejlige med alle deres mange julede gøremål, og i virkeligheden har jeg slet ikke lyst til at sove et minut af dem væk.

Billede1

Nu vil jeg gå ned og tage ænderne ud af fryseren. Det er der mange, der gør i dag. Mon jordens temperatur falder drastisk omkring middag, når alle de tusinder af ænder forlader deres kolde opholdssted og søger ud på køkkenbordene?

God lørdag – 3 dage til jul.