Kategori: Naturen

Kornblomstblå

Er der noget i verden, der er så blåt som kornblomster? Måske – men står man foran en mark med kornblomster i, er de det mest blå og dejlige syn, man kan forestille sig.

For et par år siden kørte jeg forbi en mark, der var fuld af kornblomster. En mark nær toppen af Borum Eshøj med udsigten ud over Lading Sø.

Det er sjældent, man kommer forbi så mange kornblomster på én gang, og jeg måtte stoppe og tage billeder.

I år kørte jeg forbi igen i håb om, at miraklet havde gentaget sig. Der var ikke nær så mange. Men nogle var der, og jeg nappede mig en lille buket med hjem.

Jeg plukkede kun nogle få – for måske når resten at sætte frø, så der kommer flere næste år?

Man kan da håbe.

God mandag.

En kragerede ned gennem drivhuset

Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.

Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset.

Fire ruder røg som en eksplosion, og der var glas overalt. Sikke et held, der ikke var nogen i huset, da det skete…

Det tog meget lang tid at rydde op, og jeg tænkte ikke ligefrem pæne ting om krager imens – ikke andet end, at de da er ret kvikke til det der med at bygge.

For sikke et bygningsværk. Et par hundrede pinde er samlet og flettet sammen. Dernæst er der bygget en indre rede af birkekviste, og til sidst er alt kittet sammen med jord – med mudder. Som et lerklinet hus. Det har taget kragerne lang tid at flyve næbfuld efter næbfuld jord op til reden.

Nu er der ryddet op, fjernet glas, fejet og dækket af med plast.

Og nu ved jeg, hvordan en kragerede er bygget. Slet ikke uinteressant – selvom det måske er en viden, jeg godt kunne undvære?

God mandag.

Havehistorie på Gammel Estrup

I går var vi sammen med en flok dejlige mennesker på tur til Gammel Estrup – herregårdsmuseum, landbrugsmuseum og nu også med jagt og skovbrugsmuseum. Det er en perfekt kombination, og der er noget at se på for alle – i mindst en dags tid og sikkert længere.

Det vidste jeg godt, for jeg har været der før – om vinteren. Jeg vidste også godt, at naturen deromkring er helt betagende.

Hvad jeg ikke vidste var, at der er den skønneste have.

Barokhaven, der blev genskabt i 2003. Bag de formklippede hække går lange gange langs overvældende staudebede. Bedene er planlagt, så der er noget, der blomstrer hele sommerhalvåret.

Store grupper af stauder, hvor den ene blomstring vil afløse den anden. I den milde, grå luft i går, strålede iris, løvefod og mange, mange andre juniblomster.

Barokhaven afgrænses på den ene side af to gamle orangerier, der stadig bruges til at opbevare de sartere potter med citrustræer og liljer i vinterhalvåret, og på den anden side af slottet/herregården – komplet med voldgrav.

I et nyanlagt område fortælles køkkenhavens historie i og med, at gamle sorter opformeres og dyrkes. Smukke buksbomhække omkranser bede med utallige sorter af grøntsager og spiselige urter. En æblehave med gamle sorter finder man også.

Man kan gå der i timer og studere og bare nyde. Vandre ud af den friserede del af haven ad alleer og stier i parken – over broer og langs med åen.

Bag voldgraven ligger slottet, hvor vi fik en guidet tur af en fantastisk fortæller, der fik fortiden til at fremstå levende og nutidig. Jeg må indrømme, jeg kneb en tåre, da jeg hørte historierne om storhed og fald. Fra højeste lykke til bundløs fortvivlelse. Om greven, hvis højtelskede unge kone ikke overlevede fødslen af deres første barn, om barnet, der blev hans ét og alt, voksede op, og så blev (måske) giftmyrdet i Sankt Petersborg som 28 årig. Så lukkede han helt ned, mere sorg kunne han ikke rumme. Her hjalp det ikke at være ufatteligt rig.

Landbrugsmuseet byder på en spændende udstilling om landbrugets historie i Danmark…

… og en kælderfuld af række efter række af gamle landbrugsmaskiner. Der er noget for nørder af enhver slags. Jeg foretrækker nu den havenørdede afdeling, og jeg vil derud igen en dag, hvor der er mere tid til fordybelse. I august må de store staudebede være en drøm uden lige.

Gl. Estrup ligger kun en god halv times kørsel herfra, så det må komme ind under overskriften ‘lokale attraktioner’. Dem er der faktisk ret mange af…

God mandag aften.

Landlys og vandlys

Da vi kom hjem fra Mors, var der en ting, der slog mig. Forskellen i lyset. På Mors var der mere åbent der, hvor vi var, og lyset var det lys, man finder nær vand.

Hos os er det ‘landlys’. Vi bor inde i landet langt fra kysten, og det giver et andet lys. Ikke ringere, bare anderledes.

Jeg tænkte over det igen i morges, da jeg kiggede ud ad vinduet på den dryppende våde skovhave.

Det er så frodigt, at det virker helt urskovsagtigt, og kigger man op, når man står i skovhaven ser man kun grønt, for grenene dækker himlen, nu der er blade på alle træerne.

Vil vi se himlen skal vi ind i blomsterhaven og kigge op og op over bakkerne.

Eller vi skal ud på marken.

Sådan har de forskellige landskaber hver deres skønne sider. Det østjyske, frodige landskab, hvor selv luften føles grøn lige nu, og det kystnære med det klare, hvide lys. Jeg elsker begge dele højt.

Skønt, at man kan tage på ferie og komme hjem igen, så man får lidt af det hele.

God torsdag.

Vild natur, geologi og historie på Mors

For cirka 55 millioner år siden – dengang, jeg stadig var ganske ung – blev det, der engang skulle gå hen og blive Mors, dannet. I et flere hundrede meter dybt hav sank alger til bunds og blev efterhånden til det, der nu hedder moler. Altså ikke moler som ved en havn, men ler. Moler.

Lag på lag dannedes, og ind imellem kom der et lag lava fra vulkanudbrud og jernholdig masse fra jordens indre. Muslingeskaller, søpindsvin og hvad der ellers var at finde i det dybe hav indkapsledes i lagene og forstenede med tiden.

Verden var lidt urolig dengang – også rent klimamæssigt, selvom der ikke var et menneske i sigte i mange millioner år endnu. Vulkanudbrud. Jordskælv. Jordplader der flyttede på sig og skiftende varme perioder og istider. Det gik ret langsomt, men da man ikke havde de korte menneskeliv at holde det op imod, beskrives det som en glidende overgang, hvad det jo nok også var. En langsom, langsom udvikling, der ikke er slut endnu, og som aldrig bliver det.

Jorden skælvede, isen skurede, trykkede og omformede. De store klinter blev skubbet op og omkring. Man ser tydeligt lagene, og hvordan de er blevet væltet rundt af enorme kræfter, i den imponerende Hanklit.

Man ser det endnu mere tydeligt ved Ejerslev. Som et maleri ligger de forskelligt farvede lag i det lyse moler.

Moler har været et vigtigt råstof, og der er stadig to aktive molergrave på Mors. De mange forstenede søpindsvin og skaller kan man ret let finde ved stranden. Vi fandt en fem stykker, der kom med hjem til samlingen.

Jeg fandt også noget, der ligner en forstenet musling.

Om det er det, eller om det bare er en sort lavaklump, der er blevet slidt i facon af vandet, ved jeg ikke. Men dekorativ er den da.

I den gamle molergrav, der nu er den smukke lagune ved Ejerslev, kan man gå tur rundt om søen ad en veltrampet sti.

Der  mødte vi ud over de dramatiske lag i bakkerne et smukt og farvestrålende syn.

Blomstrende lupiner op ad den stejle skrænt. Der skal ikke meget jord til, før planterne tager over – og heldigvis da. Ellers var verden et goldt sted.

Og om planter skal det handle i morgen. Et besøg hos Heides Planteskole, der er meget mere end ‘bare’ et sted, man kan købe planter.

God onsdag.

Blomstrende hvidtjørn og nattergalesang på Mors

Der er intet så skønt som Danmark i begyndelsen af juni. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig noget bedre. Blomstrende hvidtjørn, gøgens kukken, nattergalesang og blomster alle vegne. Her i Pinsen spændte vi campingvognen på krogen og tog på miniferie – til Mors ved Dragstrup Vig. Far, Mor og Hund.

Det har været nogle dejlige dage med masser af oplevelser. En af os har svømmet en del.

Vi har gået vores morgen- og aftenture i den smukke natur omkring campingpladsen, Dragstrup Camping, der er en dejlig og super velholdt campingplads med de sødeste værtsfolk. Den ligger midt i de skønneste omgivelser tæt ved vandet. Skal du på de kanter, kan jeg varmt anbefale den plads.

 

Vi har fundet smukke sten og forstenede søpindsvin, som der er så mange af på Mors – mere om det en af dagene, for det er en historie for sig selv.

Vi har været på udflugter. Til Hanklit, der tårner sig op fra havet på dramatisk vis.

Til Ejerslev, hvor en gammel molersgrav nu danner den smukkeste lagune tæt ved den lille Ejerslev havn.

Og vi har været oppe på det højeste punkt på Mors, Salgjerhøj, der sjovt nok ligger ved byen Flade… tja…  hvad kan man lige sige til det?

På Tante Grøns opfordring har vi også været en tur i Syrenhaven i Heides Planteskole ved Thisted – det kommer der meget mere om en af dagene, for det er en historie helt for sig selv.

Vi har haft tid. For en gangs skyld. Tid til oplevelser, tid til hygge, afslapning og lækre rødspætter og nye kartofler. Og vi er faldet i søvn til nattergalesang fra pilekrattet ved strandengen.

Danmark i juni. Danmark dejligst…

God Grundlovs-pinse-aften.

Lex Kastanjus

Der er en naturlov, jeg gerne vil have slettet. Det er den lov, der siger, at når kastanjen blomstrer allersmukkest, bliver det storm og regn.

Vi har et stort kastanjetræ. Det er højt – vel omkring en 15-20 meter –

og det tårner sig over bygningerne.

I maj står lysene så smukt med millioner af blomster,

og står man i skyggen under de store grene, kan man høre en summen som af tusinde motorer på en formel 1 bane. Det er bierne, der har travlt med at samle nektar. Et smukt træ, der er til glæde og gavn.

Men det slår aldrig fejl. Når blomsterne er helt foldet ud, kommer uvejret.

Vinden river blomsterne af træet, og de ligger i driver.

Som efter en haglbyge.

Det er så ærgerligt. Så lex kastanjus er en skidt lov, vi snarest muligt må se at få lavet om. Hvad skal vi med sådan en lov ‘her i 2017’, som politikere, debattører og andre uden nyttig beskæftigelse ynder at udtrykke det?

God lørdag.

Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.