Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.

 

Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.

Forår, solskin og lørdag

Det er lørdag, og det er virkelig blevet forår. Solen skinner skarpt gennem de bare grene og afslører alt det, som trænger til at blive gjort.

Men solen skinner også på Dorothealiljerne, der solbader fornøjet.

Og den skinner både på og gennem de gule krokus.

Et af fuglebadene er revnet her i vinter. Det holder ikke vand længere, men til gengæld har det jo så naturligt dræn, og man kan plante hornvioler i det.

Det bliver rigtig fint, når blomsterne vokser ud over kanten, og det gør de jo, når de først får rigtigt fat.

Der er en pippen og en kvidren, og vi kan høre bækken bruse. Jeg vil slet ikke tænke på, at det sagtens kan blive frost masser af gange endnu – jeg vil bare glæde mig over, at foråret er her i dag.

Rigtig god weekend.

Jeg elsker, når det ender godt.

Kampen mellem modstridende kræfter er den, der bærer alle vores historier. I film, skuespil, folkeeventyr, litterære klassikere eller moderne krimier. Kampen mellem godt og ondt, mellem lys og mørke… Potter og Voldemort, trolden og prinsessen, detektiven og morderen, Jesus og djævelen og de sorte hatte mod med de hvide hatte i de gamle westerns.

beskaaret

Det er svært ikke at overføre det tankesæt til det, der sker lige udenfor nu.

Starten af hver ny årstid bærer lidt af den foregående i sig, og således kæmper vinter og forår lige nu om at få overtaget. Kampen bølger frem og tilbage og vil gøre det resten af måneden – mindst.

Det sner lige nu – men fuglene synger.

billede2

Forårsblomsterne blomstrer –

billede3

men rododendronbladene er klappet sammen af frost.

billede5

Solen får mere magt, men der ligger rim i skyggen. Det er marts måned, som vi kender den. Den eneste forskel på årstidernes kamp og historiernes er, at her er vi fra starten sikre på, hvem der vinder.

Det bliver lunt, der kommer blade på træerne,

Billede5

buskene vil blomstre,

Billede9

og haven vil dukke ud af sit vinterhi.

Billede5

Det er nu rart at vide, for jeg elsker, når det ender godt.

God mandag.

Senvintersne med et glimt af forår

I går aftes var vi i Aarhus – i Musikhuset til koncert i Symfonisk Sal. Regnen var gået over i våd sne, og det sjaskede om hjulene på bilen. På vejen hjem var alt hvidt, og forlygterne lyste på snedækkede træer og buske.

Og i dag er vi vågnet op til det smukkeste lys på sne.

Billede4

Bækken risler, og fuglene synger.

billede2

Hvor solen rammer, smelter sneen allerede. Det er senvintersne med et glimt af forår i vente.

billede1

God fredag.

Mens vi venter

Medier og meteorologer har pisket en stemning op i de sidste dage: nedtælling til snestorm. I dag – over middag – skal det begynde at vælte ned med sne. Samtidig skal det fyge fælt, og når det fyger fælt, lukker vores vej, og vi er tvunget til at blive inde og hygge os. Slemt.

Billede1

Vi er klar. Næsten da. For vi er før hoppet på den og har stået klar med alt det, der er nødvendigt for at klare en snestorm. Chokolade, rom til jægerte, en ekstra bog eller to – og nyvaskede vintergummistøvler.

billede1

Men vi er blevet skuffede. Hverken storm eller sne – kun lidt slud og en våd, kold vind.

Billede3

Ikke den slags stof, som drama er gjort af… Sådan kan det meget vel gå igen, og egentlig gider vi vel heller ikke sne her så få dage, før foråret starter officielt?

Billede5

Nå – jeg vil nu alligevel lige køre forbi et supermarked på vej hjem fra arbejde og sikre os det nødvendigste – jeg tror nemlig ikke, der er mere Marabou med saltmandler i skabet…

God torsdag.

Alpevioler i haven på en kold og våd dag

Bittesmå står de der og nyder det våde og blæsende vejr. Et glimt af pink/lilla mod den sorte jord. Det er alpeviolerne, der er begyndt at blomstre.

billede2

Vi har både efterårs- og forårsblomstrende alpevioler under hortensiabuskene. Der trives de godt. Det er tidligt, de blomstrer i år. Det har været en mild vinter, og nu syntes de åbenbart ikke, de kunne vente længere.

Kommer den sne og kulde, som de snakker om til weekenden, skal de nok også klare det. Det er jo små bjergplanter, der ved alt om omskifteligt vejr.

billede3

Sikke en glæde at møde så fin en farve i haven i februar. Ja, man kan vel nærmest sige, de er cyclamenfarvede? Ikke mindst fordi cyclamen faktisk er det, alpevioler hedder på latin, og det er dem, der har givet navn til farven og ikke omvendt.

Sådan er der så meget, der kun har betydning, hvis man kender baggrunden. Og derfor – er det ikke vigtigt at lære baggrunden at kende for så meget som muligt? Man er bare lidt bedre rustet, hvis man forstår lidt mere, og det hele bliver lige lidt mere spændende.

God mandag.

Hilsen fra en dybfrossen have

Rododendron-termometeret viser frost. Har man ikke et termometer, kan man bare se på rododendronbladene. Jo koldere det er, jo mere hænger de.

billede5

Sidste år på den her tid skrev jeg et forsvar for en udskældt årstid, hvor jeg forsvarer vinteren i al dens skønhed. Det vil jeg gerne stå ved igen i år. Ingen ved deres fulde fem kan da hade vinter, når vinter ser ud som i dag? Så er det i hvert fald deres egen skyld, at de går rundt og har det skidt, er det så. Ude er det lige så smukt som en sommerdag.

Rim og sol på bakkerne.

billede9

Hvert et strå pakket ind i hvidt.

billede8

Sol gennem pavillonens ruder.

billede7

Flotte istapper på vognportens gamle jerntag.

billede6

Sne om englens små fødder. Det er koldt – ja da – men det er smukt, lyst og opløftende.

billede4

Hvem der bare havde vinterferie i dag…

God onsdag.

Spurven sidder stum bag kvist?

Jeppe Aakjær må da vist have haft problemer med hørelsen. Spurven sidder stum bag kvist? Det gør den altså ikke. Der er mindst 50 af dem, og de kvidrer og blafrer og flagrer og kvidrer. Og så spiser de. Meget. Der er solsikkefest derude.

billede1

Det er ikke kun spurvene, der er med til gildet. De andre er der også. Hr. og Fru Dompap, rødhalsen og bogfinkerne,

billede3

sumpmejsen, blåmejsen, spætmejsen og musvitterne og alle de andre rødder.

billede2

De mange, smukke vintersange om kulde, sne og lange, hårde vintre blev skrevet under det, vi i dag kalder den lille istid. En kold periode, der varede fra ca. 1300 til ca. 1850 plus/minus en træskohæl. Vintrene var koldere og længere – måske på grund af Golfstrømmen, måske på grund af solaktivitet og måske på grund af vulkanudbrud – det vides ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at det ikke har været så nemt at være til dengang. Hverken for fugle, dyr eller mennesker. Der blev nok ikke fodret dagligt med masser af solsikkefrø. Så måske sad spurven virkelig alene og stum bag kvist?

I dag har jeg kunnet kigge ud på fuglene i haven, mens jeg har arbejdet hjemmefra. Det er dejligt at kunne det en gang i mellem.

God torsdag aften.

En beskeden, lille bitte vintergæk

Det var trist og koldt derude
Vinterklædt stod mark og vang.
Sneen hvirvled´ vildt ved rude.
Stormen sang sin klagesang.
Men bag præstegårdens hække.
Titted´ frem bag sneens dække
En beskeden, lille bitte vintergæk.

Billede3

Den gamle sang om vintergækken, der bliver plukket af en lille dreng og sat ved moderens sygeleje, faldt jeg over i går aftes. Jeg kendte den ikke, og det første vers greb mig med sine poetiske rim. Det er en rigtig sentimental tåreperser. En sang af den slags, der var så populære dengang i starten af 1900 tallet, som vi smiler af nu, men alligevel røres lidt af.

Moderen bliver rask, skulle jeg hilse og sige, så den ender godt. Den ender med liv og glæde, og liv og glæde er jo lige det, vi ser, når vi ser de små hvide vinterblomster. Ja, allerede, når vi ser de første spirer. Liv og glæde forude.

Billede5

På det lille bord ved lejet,
dér fik vintergækken plads.
Den blev fredet, den blev plejet,
i et lille blomsterglas.
Håbet hos den syge vaktes,
ved det sommerbud der bragtes,
gennem barnet, og den lille vintergæk.

billede4

I dag ligger der lidt frosne snefnug i alle revner og sprækker derude. Der skal komme mere sne, siger de, og vinden vil føles kold, kold, kold. Det er februar, dyb vinter – men den lille vintergæk er kommet, og den fortæller os, at det kun er en overgang. Det bliver forår, når det bliver den tid.

billede1

God tirsdag.