Stop op og se på småt og stort

Når man bor, som vi gør, og har så mange projekter i gang hele tiden, må man prøve at lære, at man aldrig bliver færdig, og at man – hvis man også skal have glæde af det hele – er nødt til at stoppe op og kigge på blomsterne undervejs.

Man tænker nok, at ‘når vi er færdige, så…’

Men færdig er man aldrig. Så tvangsstop skal der til. Og så skal man selvfølgelig også kigge og nyde både udsigt og blomster, mens man graver og går med trillebøren.

I dag har vi samlet og fyldt højbede. Og jeg har nydt synet af de små blomstrende stenbedsplanter hver gang, jeg er gået forbi pavillonen. Stenbedsplanterne fra Den Alpine Have i Herskind.

Langt mindre en planteskiltet er den. Måske kun 5 centimeter med blomst. Men dens blomstrende krone fanger blikket. Mon ikke den blomstrende del går ud efter blomstring? Det plejer de jo, den slags. Men der er nye små sideskud, og så er det jo bare deres tur til at tage over.

Små skønheder som den lille floks, Miss Daisy hedder den, og den lille sedum glæder faktisk øjet lige så meget, som de store skønheder gør. De seks smukke og store damer har fulgt vores arbejde på sikker afstand hele dagen. Det er da hyggeligt.

God Kristi Himmelfarts aften.

 

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

Gult, hvidt og grønt i forårshaven

I haven, i hegnene, på markerne – alle vegne lyser det gult. Sådan en diset morgen i maj er udsigten fra min computerplads ovenpå et studie i gult og grønt.

Rapsen blomstrer, så luften er tyk af pollen. Man kan dufte den helt ind i stuen. Mælkebøtterne lyser gult i græsmarkerne (til Bondemandens store fortrydelse) og ranunkelbusken er sprunget ud i al sin solskinsgule pragt.

Også Mahoniebusken blomstrer.

Det er som om blomsterne vil minde solen om, at den gerne må skinne. Og alligevel er det regnen, der har kaldt alt det grønne frem. Det er næsten overvældende, som alt er blevet grønt i de sidste dage. Som en grøn eksplosion. Selv egetræerne langs vejen er ved at springe ud.

Hægen med den dejlige duft af forsommer blomstrer i hegnet. Fine, hvide klaser af duftende blomster.

Duften af hæg bliver til ‘duften’ af kattetis, hvis man tager den ind. Hæg skal nydes i det fri.

Tulipanen Spring Green er sprunget ud i det hvide bed.

Der er forårsfest derude. I haven og i hegnet. Det er lige skønt hvert år. Lige overvældende og fantastisk. Planter, blomster, græs og træer – mild luft og fuglesang. Som der står i andet vers af den dejlige ‘Det dufter lysegrønt af græs’:

Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

Det er sådan det er lige nu. Solen ved at bryde igennem disen her i Skivholme, og endnu en dejlig majdag ligger forude. Det er da næsten synd at tage på arbejde…

God onsdag.

Morgen i maj, hvor det grønnes..

Så startede en af årets skønneste måneder. Det er blevet maj. Der er mælkebøtter  i græsmarkerne, bøgen springer ud, og det hele bliver grønt igen.

En strofe har kørt rundt i hovedet på mig de sidste dage: Morgen i maj, hvor det grønnes.

Google hjalp mig med at finde den sang, strofen kommer fra – det er selvfølgelig Grundtvig…  Her er verset – meget apropos, ikke?

Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes.
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
så på Guds nåde der skønnes.
Tonerne dybe i gry og kvæld
røre selv hjertet så hårdt som fjeld.

Hvor vi kender følelsen – solen skinner over markerne, morgenen er frisk og kølig med løfte om en lun eftermiddag.

Åndens vinterblund, som det hedder i en anden sang, er for alvor slut.  Fra dorskhed til opvakthed, fordi man slet ikke kan lade være.

Fuglene synger, så det er en lyst, og vi fløjter med, når vi går i haven, der i maj forsøger at vokse os over hovedet. En dejlig, dejlig tid.

Velkommen til maj – og god mandag til dig.

Potter og en smule drama i luften

I efteråret lagde jeg løg i en potte – i etager, som jeg havde set hos Haveselskabet, at det skulle gøres. Først tulipaner, så hyacinter og til sidst hvide perlehyacinter. Du kan se, hvordan det blev gjort lige her.

Nu er løgene kommet op. Ikke i pæn nummerorden, som de skulle, men hulter til bulter.

Kun en af hyacinterne er kommet, og de små perlehyacinter har kun grønne knopper endnu – bittesmå nede blandt tulipanbladene.

Til gengæld står tulipanerne fint og er lige på nippet til at springe ud. Men pyt. Tulipanerne bliver flotte, og hele miseren skyldes sikkert det helt forkerte forårsvejr.

Lige nu er det en kold, smuk og klar morgen. Rødhalsen synger det bedste, den har lært, og solen skinner på de stadig frosne marker. Det lyder som en dag først i marts, selvom vi er i slutningen af april.

Fredeligt er det dog i forhold til i går, hvor lyset indtil flere gange blev helt slukket udenfor – midt på dagen – og hagl og slud piskede ned.

Det så dramatisk ud – ret flot, men bedst set indefra.

Billederne tog jeg ud af hoveddøren, som jeg skyndte mig at smække i igen, før de første hagl kom piskende.

Drama er altid bedst med en smule afstand.

God onsdag.

Hvidt forneden, hvidt foroven

Det er hvidt derude. Ikke af sne, som i den triste, men smukke vintersang, men af blomster. En overdådighed af blomster. Mirabellerne blomstrer i hegnet og langs vejen, så man får helt åndenød af fryd og glæde. Hvidt foroven.

Her et kig ned ad vejen mod der, hvorfra min verden går. Hjemme. Altid et skønt syn, men særlig smukt lige nu.

Der er mange mirabelletræer i hegnene omkring os, og i den smukke dag i går lyste de om kap med solen. Tusinder og atter tusinder af de spinkle blomster.

I den vilde del af skovhaven – i den helt vilde del, hvor naturen går sin gang,

lyser skovbunden også hvidt. Hvidt forneden.

Anemonerne blomstrer også helt overdådigt lige nu. Hver for sig som de fineste små stjerner,

og sammen som et hvidt tæppe.

Klatter af anemoner har også sneget sig ind i havens bede. I bedene har de selskab af de gule anemoner og af de hvide, fyldte anemoner, der lige knapt er sprunget ud endnu. De fyldte og de gule er haveblomster hos os, men de vilde er alle vegne. De charmer sig ind, hvor de har lyst, og det er de velkomne til.

Lidt tilfældighed og glade overraskelser gør kun godt – både i haven og i resten af livet.

God mandag.

Påskeliljetid og blomstrende mirabeller

En kold og tåget morgen er ved at forandre sig til en solrig dag. Det har da været de smukkeste dage.

Hunden og jeg har været på havetur for at kigge på påskeliljer og for at inspicere alt det, der skal gøres i påskeferien. Jeg er frygteligt bagud efter at have været slået af pinden i tre uger. Tre uger, hvor alt er vokset, og hvor mirabellerne er sprunget ud.

Påskeliljerne står i grupper hist og her i de vilde områder omkring haven. De lyser på en baggrund af grønne skvalderkål.  Løgplanterne er ligeglade med skvalderkål. Deres løg ligger dybt, og de er i god vækst, før skvalderne begynder vokse for alvor.

De fleste af påskeliljerne i det vilde område er knaldgule, gammeldags påskeliljer.

De passer ikke så godt ind i blomsterhaven, hvor deres gule farve virker lige lovligt grel, men der i det vilde, der passer de perfekt. Den gamle ‘påskeblomst, hvad vil du her’ påskelilje. Gul som solen, gul som den vorterod, der også blomstrer på skråningerne nu – påskegul.

Det ser så rigtigt ud. Hvert år tænker jeg, at der skal plantes flere, og hvert år kommer der da også flere til. Men der er plads til mange flere endnu.

I Skotland står påskeliljerne som et tæppe op mod Edinburgh Castle – du kan se billeder på en skotsk blog her – sådan måtte det også gerne være hos os – for selvom det er uden slot, er det da med pavillon. Og lidt har vel også ret.

Jeg kan næsten ikke vente. I påskeferien skal haven ordnes for alvor. Aldrig har jeg været så sent på den. Og selvom jeg ved, at det er der ikke noget at gøre ved, piner det mig alligevel. Så: Påskeferie – kom nu!

God tirsdag.

Er der kommet flere slags hornvioler til?

Er det bare mig, der har fået øjnene op, eller har der virkelig været flere spændende farver hornvioler i handelen i år? Ikke kun de særlige med navneskilte – for der kan man jo forstå det – men i de helt almindelige kasser med 8 potter for 50,- ?

Først fandt jeg den smukke måneskinsgule, som jeg blandt andet satte i det gamle fuglebad, der var revnet.

De ser så fine, lette og glade ud.

Lidt senere fandt jeg de her i en usædvanlig og meget smuk rødlilla farve. Uimodståelige…

De er nu plantet i den flotte jernkurv, jeg købte hos Anettes Flora i sommer, da vi kom hjem efter besøget hos Tante Grøn. Sådan en kurv er dejlig at have – den tager sig lige godt ud med alle årstiders blomster.

Der var også næsten sorte hornvioler – samme farve som de meget mørke petunia, jeg havde i krukkerne sidste år. Dem købte jeg ikke nogen af, for man skal jo vælge, selvom det er svært.

Vi går og venter på, at resten af verden får farver igen. Det har været det skønneste vejr, og man kan se knopperne på træerne vokse fra dag til dag. Rødellene ved bækken ser næsten lodne ud i toppen.

Græsset er begyndt at vokse lidt i totter, men det er så bart, så bart endnu. Det varer nu ikke længe, og i mellemtiden kan hornviolerne lyse op i krukker og kurve i haven.

God onsdag.

 

Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.