Man ser det alle vegne. Foråret er i fuld gang. Den første hvide bølge, mirabellerne, skyller over landet, og alle vegne i hegnene og langs vejen ser man skyerne af hvide blomster og blomstrende pil. I haver og hække blomstrer forsythia, og jorden under de store, bare, træer er dækket af anemoner. Forår. Endelig forår.
I skovhaven blomstrer primula i mange farver. Det er alle de sædvanlige, og det er glade gensyn. Primula vulgaris er min yndling. Det er den oprindelige, gule primula, hvor blomsterne svæver på stængler over bladrosetterne. Den vokser også vildt – blandt andet ved en parkeringsplads ved en landevej, jeg kender.
Nå ja – og den farvestrålende Peach Melba, der også kommer igen og igen. Her er den i fuldt udspring i drivhuset.
Ja, og kugleprimulaerne også selvfølgelig. De ser næsten helt kunstige ud, men de er helt ægte.
Der er så mange skønne, og de blomstrer nu og frem til den tid, hvor trækronerne lukker sig over haven.
De vilde anemoner dukker op i klatter i græsset,
i bedene og i sprækker mellem fliserne, og de ‘tamme’ anemoner, de fyldte, de lysegule og de rigtigt gule er på vej. De er altid lidt sent på den. Den blå er også på vej. Den breder sig mindre end de andre, synes jeg, men køn er den.
Det hele bobler af liv og grøde, fuglene synger på livet løs – og slås indædt med hinanden. I Svantes Noget om Helte synger vi, ‘en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø‘. Han havde vist aldrig mødt vores stridbare lærker, mejser og finker.
Når aftenen falder på, lyder solsortens sang fra toppen af skorstenen, og fra træerne ved bækken, hvor knopperne bliver tykkere og tykkere dag for dag, lyder sangdroslens melankolske fløjt.
Som det da er blevet forår.
God torsdag.
Dalsgaard i Skivholme 