Langt ude på Djursland, ved den lille by Rimsø, ligger Staudestedet – stedet med det størst tænkelige udvalg af stauder – også de mere sjældent sete.
Man kommer ikke lige forbi, og alligevel var parkeringspladsen næsten fuld på en lørdag midt i juli. Staudestedet er et udflugtsmål for staudeelskere, og dem er der da heldigvis mange af. Der er åbent om lørdagen – se hjemmesiden for nærmere oplysninger.

Kommer man ikke forbi, er Staudestedet også en webshop, og jeg har da også tidligere købt planter der og fået dem sendt. Man kan bruge lang tid på at gå på opdagelse på webshoppen.

Vi kom alligevel forbi i det virkelige liv, fordi vi har familie med sommerhus ved Gjerrild strand, kun få kilometer derfra. Dem besøgte vi i ferien, og vi tog sammen en tur over til Staudestedet.
Jeg købte nogle planter, jeg længe havde ønsket mig. Men guderne skal vide, at det ikke er plantevejr lige nu. Derfor har jeg plantet de nye planter i krukker, så de er lettere at holde med vand. De må så plantes ud i september eller oktober, hvor vi forhåbentlig har fået lidt vand.

En lyserød brudeslør, skal måske endda få lov at blive i en krukke. For på Staudestedets Instagram så jeg, hvor flot det kan blive. Det er en plante med enorm grokraft. Lige nu er den nyindkøbte brudeslør lille. Jeg har givet den et stykke bark fra en af korkelmstammerne til selskab, og kontrasten mellem den fine lille blomst og den grove bark virker bare.

En lyserød kongelys købte jeg også. Af samme type som de hvide med de lilla øjne, som står flere steder i haven og blomstrer så fint lige nu.

Lidt flere stauder blev det også til – blandt andet en høj kvæsurt – men de er lidt over deres pæne tid nu. De skal plantes, og så kan jeg glæde mig til næste år. Med en have er der altid noget at se frem til.

Det var utroligt hyggeligt at besøge Staudestedet. Anne Svane, der er indehaveren af det skønne sted, og vi fik en hyggelig snak, og vi blev fulgt rundt af staudehunden, en super kontaktsøgende og kærlig labradoodle.

Godt selskab, hunde og blomster – hvad kan man så ønske sig mere?
God fredag.