Krea-aften hos Aase Hviid

Aase retter bueflet til for en kursist

Igen har min svigerinde og jeg været på blomsterdeko/pilefletskursus hos Aase Hviid, som vi har kendt i snart mange år. Det hører sig bare til i februar/marts og i november/december. Hvordan skal det ellers blive jul og påske?

Igen kom vi hjem med potter og skåle og kranse, der ser så professionelle ud – takket være Aases kyndige undervisning og hjælp.

Jeg er altid forbløffet over, hvordan de der pilegrene bare smutter på plads, når Aase sender dem et blik og lægger en bydende finger på. Ja, sådan føles det altså. Mig driller de lange pilegrene stadig noget, og det er næppe der, jeg skal tjene til føden. Men med Aases hjælp går det alligevel.

Aases kurser er en fornøjelse på alle måder. Vi har det sjovt, snakken går, fingrene flyver og pilegrene, sakse og syle suser fra hånd til hånd. Det er så hyggeligt at lave dekorationer og pynt sammen med andre, og når man får undervisning og vejledning, så det også bliver rigtig godt, kan sådan en krea-aften vel ikke blive bedre?

Alene det at gå rundt i de skønne omgivelser, hvor øjet hele tiden lander på noget nyt, spændende og inspirerende.

Har man ikke selv krukker og skåle med til pilestativerne og dekorationerne, kan man købe dem hos Aase. Hun har også et udvalg af blomster til krukkerne, pynt og smukke jernstativer. Man kan bare gå rundt der i timevis.

Aase holder flere kurser i næste uge, og der er stadig få pladser tilbage. Hun laver også gerne kurser efter aftale, hvis du kan samle nogle veninder til en hyggelig aften. Så jeg vil skamløst anbefale og reklamere for, at du – hvis du overhovedet kan – tager en kursusaften hos Aase. Check datoer på Facebook eller ring til Aase på tlf. 4116 3443. Så let er det.

Bor du alt for langt væk, og det bare ikke er muligt, må du besøge den skønne og enorme have til sommer og samtidig give dig tid til at snuse rundt i butikken, laden, drivhusene og det underskønne orangeri

med den store lysekrone.

Det bliver sommerferiens højdepunkt. Helt sikkert.

Du kan følge Aase på Facebook og Instagram, hvor nye kurser, åben have og meget andet bliver annonceret.

God fredag.

PS: I morgen, når de ting, jeg lavede i går, er blevet fuldt integrerede i hus og have, skal jeg nok vise frem – og der er også noget med Aase og vintergækker, jeg gerne vil vise til inspiration til nemme, egne frembringelser. Jeg skal bare lige være klar med billederne.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.