Vi har set en del Nak & Æd hen over vinteren. I de fleste af afsnittene går de ‘på rov’ – altså ud og leder efter spiselige sager i naturen, og en af de ting, de flere gange har fundet, er judasøre.
Judasøre er en spiselig svamp, der vokser på gamle hyldetræer. Jeg tænkte, det kunne være sjovt at se, om vi havde sådan nogle på vores gamle hyld i hegnet, og sørme jo. Der er rigtig mange af dem.
Næste punkt blev så at finde ud af, hvad man kan bruge dem til, og hvordan man gør.

Jeg har læst mig frem til, at svampene er bedst i supper eller gryderetter, hvor der kun skal ganske få til, før de giver smag. Stegte er svampene ikke så gode. De bliver brugt meget i asiatiske retter, læste jeg også, og når jeg tænker efter, er der da tit sådan nogle små, brune svampestykker i kinesiske grøntsagsblandinger.
Derfor tænkte jeg kinesisk hønsekødssuppe. Det skal testes i aften, og bliver det godt, får du en opskrift i morgen.
Hyld kan virkelig give glæde året rundt.

Blomster om sommeren, bær i efteråret og nu svampe om vinteren. Jamen, hylden er da et lidt genialt træ, ikke? Der er også masser af myter og gammel overtro forbundet med hylden. Det er vel egentlig ikke så underligt. Det tror jeg, jeg vil kigge nærmere på omkring Sankt Hans, hvor der er masser af myter og overtro i luften. Spændende…
God onsdag.
Det lyder spændende. Umiddelbart har jeg nu ikke lyst til at bruge disse svampe i madlavning, men jeg skal da ud og kigge på mine hyldetræer!
Hyldetræet giver glæde både sommer og efterår, og det er et træ, som har stor værdi i en landbohave. helt enig.
Nu er jeg spændt på opskriften. Den skal virkelig se god og indbydende ud for at jeg vil prøve. Men måske behøver jeg slet ikke tage stilling, hvis jeg nu ingen judasører har. Så er det jo så let!
Hilsen Bodil.
LikeLike