Ny frisure til Fru Krukke

Da hundene og jeg gik forbi drivhuset på vej ind i varmen, hørte vi et dybt og skælvende suk, der gik over i et lille hulk. Vi kiggede ind og så, det var Fru Krukke, der var ked af det.

‘Jeg er stadig tom i hovedet’, sagde hun med en lille, grådkvalt, men også bebrejdende stemme. ‘Du lovede!’. Og hun havde ret. Jeg havde lovet hende en ny frisure til jul.

Brødebetynget gik jeg i gang med at samle pynt til hende. ‘Hvad med lidt smukke naturmaterialer, lidt blød ene, kogler og tørrede hortensia?’, spurgte jeg. Men nej. Fru Krukke havde stået der i 14 dage og kigget over på den glade, lidt højrøstede og julerøde pynt på bænken ved vinduet,

og nu ville hun ikke lade sig spise af med lidt billig natur. Næh – hun ville have rød pynt i håret. Og glimmer. Navnet, Fru Krukke, er vist ikke helt ufortjent, for hun er da noget af det mest forfængelige… til fals for den mindste mængde bling-bling.

Og hun fortsatte: ‘Dig og alle dine karamelfarvede lys, brune hortensiablomster og tørrede kogler. Du er kedelig. Og gammel.’ Jeg kunne mærke, der var et rigtigt teenagedrama på vej, og jeg skyndte mig at bære hende ind i køkkenet og stille hende foran julekassen for at tage det i opløbet. ‘Hvad vil du så gerne have i håret?’, spurgte jeg, ‘Der er frit valg’.

Hendes øjne gled kritisk hen over kassens indhold og stoppede ved de røde kugler. Hun kiggede op med et fast blik af den slags, der ikke tåler modsigelse. ‘Dem der. Og rigtig mange af dem, så jeg bliver den kønneste krukke i hele drivhuset.’

Og sådan gik det. Fru Krukke fik hovedet fyldt med røde kugler, og hun gik kun modvilligt ind på også at få et par kogler i frisuren på betingelse af, at der også kom glimmer. Masser af glimmer. Efter en kort fotosession udenfor, som hun insisterede på, selvom hun frøs noget så forskrækkeligt,

kom hun hjem på sin plads i drivhuset og fik svøbt en fjerboa af italiensk cypres om halsen, så hun ikke går hen og forkøler sig.

Gennem ruden ser man tydeligt, hvordan hun viser frisuren frem for de andre derinde. Lysenglen, keruben, madonnaen og Frøken Thorvaldsen, og man kan høre deres beundrende udbrud. Det lyder lidt som spurvenes pippen ved foderbrættet.

Nede fra granpyntens bund

og med en rusten stemme som rågernes, når de flyver over os, kan man høre nissen kalde på alle de andre nisser derude, at også de skal komme og se den kønneste krukke i hele drivhuset. Det er en verden helt for sig selv derinde.

God torsdag.