Efterår i guld

Det er fantastisk, som farverne holder i år. Efteråret har strakt sig langt og gyldent. Bladene drysser fra træerne og dækker drivhuset, hvor der stadig er tomater og chili.

Den lille Frøken Thorvaldsen nyder solen derinde,

og udenfor blomstrer Little Gold Star ufortrødent.

Kommer der et solstrejf, gløder egetræerne ned langs vejen, og råger flyver til og fra og henter agern.

Det har virkelig været det smukkeste efterår indtil videre.

Der skal rives blade sammen, for de mange træer omkring os drysser. De blade skal køres ud i marken med trillebøren. Der er bare lige et lille problem. Vores tre sommergæster er blevet alt for glade for at hænge ud lige ved lågen, og selvom de er omgængelige, tør jeg ikke åbne lågen, når de er der. Husker stadig den B&B gæst, der kom og ringede på for at sige: The garden is full of cows…

Men som sagt, det er snart november, og så er det tid for sådan nogle køer at rejse hjem, hvor de kom fra. Jeg må lave en ‘mellemlandingsplads’ til bladene så længe. Når de er rejst, savner man nu noget i landskabet, og man ved, at nu er det snart vinter. Lidt trist på sin vis. Jeg håber på flere dage med efterår i guld, før det er slut for i år.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Efterår i guld”

  1. Flotte billeder fra jeres have! De nedfaldne farvede blade luner og pynter rundt omkring, men det går bare ikke at lade dem ligge alle steder, så fra nu af og til jul er det igen rive, rive, samle op og køre væk. Det giver nogle skridt på kontoen!
    Efterår i guld! Godt udtryk! Dem håber jeg også på flere af, for jeg er slet ikke “vinterklar” i min have!
    Hilsen Bodil.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: