Haven leverer stadig efterårspynt

Haven leverer stadig materialer til efterårsdekorationer.

Mange er begyndt at kigge til juledekorationerne, og jeg finder da også masser af god inspiration til dem, når jeg er på nettet på kiggetur. Især Hanne Utofts dekorationer, som hun laver i samsendingerne med Claus Dalby, giver tonsvis af inspiration – hvis tons da lige er den rigtige måleenhed for inspiration? Men haven leverer stadig efterårspynt, så julen må vente, til det bliver dens tid.

Nu er bladene begyndt af falde af glasbærbusken (det er altså en skøn, skøn busk her i efteråret, hvor de lilla bær har en farve som ingen anden), og jeg napper små kviste fra bagsiden af den, hvor det ikke kan ses, som jeg kan bruge sammen med de pink og orange frøstande fra benved og kugleblomsterne fra skovvedbenden, der dækker skrænten op til græsmarken. Det er der, hvor den er klatret i højden op ad træerne, man finder blomsterstandene, og de er så dekorative.

Den grå pokal ser derfor sådan ud i den her uge.

Den gamle dekoration holdt faktisk i hele tre uger, før den blev lidt for slidt til stuebrug. Og græskarrene er de samme som i sidste udgave af pokalpynten, ligesom fremgangsmåden også er den samme. I modsætning til buketter holder dekorationer som dem her nemlig rigtig længe. Jeg er fan.

Når vi når hen i midt-november, er det kogler og stedsegrønt, jeg henter derude, og jeg har masser af gode pynte-planer. For dekorationer er det altid tid til.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Haven leverer stadig efterårspynt”

  1. Der er mange smukke ting i haven endnu, jeg har også en glasbær, de er fine til mange ting 🍂🍁🎃.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: