Onsdagstanker: En fortvivlet situation

Alle taler om høje varme- og elpriser lige nu. Det er ikke så underligt. For de høje priser har store konsekvenser for rigtig mange mennesker.

De samme spareråd, der ikke rigtig batter noget, bliver gentaget i én uendelighed. Sluk, luk, lad være. Spar op til 10.000 kroner, hvis du har frådset med energien før. Men hvad hvis du altid har sparet? Så er du på den. Udregningerne i avisen er heldigvis lavet ud fra et tænkt forbrug. For hvem står 10 minutter under bruseren? Men alligevel. Vi snakker tusinder og atter tusinder af kroner, vi ikke har.

Vi kender alle sammen den knugende følelse i maven, når vi ser, at diesel nu igen koster over 17 kroner literen. Især når man ikke har et alternativ til at køre i sin bil, når man skal på arbejde eller andre steder hen. Man får ondt i maven, hvis man skal køre et ekstra ærinde, og alt bliver pludselig så småt.

I går mødte jeg en god ven i Brugsen. Hun fortalte, at hun havde penge nok til at betale gasregningen til og med januar. Så var det slut. Hvis ikke, der skete noget med priserne/afgifterne, var hun nødt til at flytte. Hvad er det for noget at jage en gammel dame på over 85 fra hus og hjem? Ind i en lille lejlighed i byen, hvor hun ikke kender en sjæl?

Men lejligheder i byerne ser ud til at være det politiske svar på krisen. Flyt ind, bo i lag, vær ‘dejligt’ sammen med mange mennesker. Gå ned til havnen og se, hvor fint det ser ud, når kommunen sætter papirbåde med fyrfadslys ud. Wow. Hvad skal man da så med dugperler i græsset?

Eller med velsignet fred og højt til himlen?

Det er en fortvivlet situation, der ikke er en nem løsning på. Men lad mig nu foreslå noget, som nok vil få nogen op i det røde felt. Drop alt det med grøn omstilling i en tid. Sæt fuldt blus på at få vores egne energireserver i omdrejninger. Halm og biogas til kraftværkerne og naturgas fra vores egne felter. Træpiller er ikke til kraftværkerne. De fyrer dem bare af i en kæmpe brand, der forgifter hele Djursland. Træpiller er til private med pillefyr. En palle er steget fra 2.000 kr. til 7.000 kr. på grund af kraftværkernes storindkøb.

Og lad os så få hjulpet folk, som min gamle veninde og andre, der bor på landet, og som vil sygne hen af desperation, hvis de bliver tvunget til at flytte ind i byernes menneskesiloer. Der må flyttes om på finanserne, så den slags ikke sker. Et par spindoktorer og departementchefer mindre kunne let dække en del ekstra varmeudgifter.

God onsdag – trods alt. En blød hund i sofaen varmer også.

PS: Onsdagstanker er de indlæg, hvor jeg slipper mine tanker om livet og døden, samfundet og økonomien løs. Vil du gerne være fri for den slags, så spring indlæg med overskriften ‘onsdagstanker’ over 🙂

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Onsdagstanker: En fortvivlet situation”

  1. Jeg er ingenlunde oppe i det røde felt, men jeg er uenig med dig om at droppe “alt det med grøn omstilling for en tid”. For mig er klimakrisen den værste af alle, fordi den har et potentiale til at gøre livet svært på Jorden i almindelighed og for menneskene i særdeleshed.
    Planeten Venus blev kvalt af CO2 for meget længe siden. Dens vand fordampede og temperaturen steg til 450 grader.
    Der vil vi ikke hen, og de CO2-molekyler, der allerede findes i vores atmosfære, kommer til at forblive der, til “noget” fjerner det -om det så er CO2-udsugning eller fotosyntese.
    Jeg kan jo personligt være indifferent. Jorden holder nok min tid ud. Men jeg har en eksistentiel bekymring for menneskeheden og livets muligheder for vores smukke planet.

    Like

    1. Den bekymring deler jeg ikke, Susanne. Jeg tror, der er meget større risiko for, at vi ødelægger planeten på en helt anden måde – med atomvåben. Først de små, taktiske, og så eskalerer det.
      Men jeg synes ikke, vi kan lade folk fryse eller jage dem fra hus og hjem, når det vitterligt ikke er nødvendigt.

      Like

  2. Ja, vi tilhører også den del af menneskeheden, der ikke frådsede i forvejen, så hver gang, jeg læser sådan nogle sparetips tænker jeg enten … det gør vi altså allerede (fyld vaske-/opvaskemaskinen, vask koldere, brug tørresnoren, tag en sweater på og skru ned for varmen) … eller … det der er totalt urealistisk for os (vask/opvask midt om natten – nej der sover jeg altså, og jeg står bare IKKE op for at tænde for maskinerne ved to-tiden).
    Jeg har længe ment, at det var butikker osv, der måtte holde for med deres tændte lys og reklameTV og rullereklamer døgnet rundt. Og det var da også enmet for en omgang Tirsdagstæsk på min blog tilbage i januar.

    Like

    1. Kunne man finde en ordentlig måde at lave strøm på til en fornuftig pris, er jeg helt for, at man bruger så meget strøm, som man har lyst til. Men elselskaberne skovler penge ind, som det er nu, og de har ikke lyst til at lave om på det.

      Like

  3. Jeg kan kun give dig ret. Min mand og jeg bor på landet og har oliefyr. Olien er så dyr, så man tror det er løgn, men vi bliver snart nød til at bestille olie.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: