Et efterårsfad

Spisebordet har fået lidt hyggelig efterårspynt. Lidt fra haven og med lys i, for nu er det mørkt, når vi spiser aftensmad ved bordet i stuen.

I går så jeg en lille video på Instagram, hvor Fru Pedersen fra Fru Pedersens have lavede en hurtig dekoration med løse ting omkring et lys på et fad. Lyset var anbragt i et glas midt i dekorationen, og det var da en god ide. For det første går der ikke ild i dekorationen, hvis man glemmer at slukke lyset. For det andet ser det rigtig hyggeligt ud.

Så var det bare at gå ud og se efter noget, der kunne bruges til dekorationen. Det er nemt at finde på den her årstid. I løbet af fem minutter fandt jeg hortensia, smukke røde og gyldne blade på kviste fra Ribes busken, kastanjer og frøstande fra tæppepileurt. Et glasfad, et glas og et lys ventede i skabet, og jeg havde fået nogle pyntegræskar af vores nabo.

Først satte jeg glasset med lyset i midten af fadet, derefter blev kvistene fra Ribes busken anbragt løst omkring lyset.

Så græskar og hortensia, og til sidst kastanjer og tæppepileurt. Måske tog det 10 minutter – måske kun otte.

Normalt vil jeg gerne have, at tingene er sat fast i en dekoration, så man let kan flytte den. Det er lidt mere omstændeligt og tager lidt længere tid. Sådan en dekoration lavede jeg også i går til den anden ende af stuen. Men mere om den i morgen.

Pynten blev ganske enkelt lagt på fadet omkring lyset. Der skal ikke flyttes på det. Det bliver bare stående der, hvor det står, indtil de gyldne blade visner og krøller sig sammen. De holder ikke så længe, men hvor er de fine, mens de er der.

Det var nemt, hurtigt og stort set gratis, og det gjorde bordet kønnere, for et fad med årstidens pynt gør altid et bord kønnere.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: