Nem og hurtig chili con carne til hverdagsbrug

Chili con carne behøver ikke at være et projekt. Det kan også fint laves i en hurtig version til hverdagsbrug.

‘Rigtig’ chili con carne tager lang tid og kan ikke laves spontant. På grund af bønnerne, der skal udblødes og koges. Hvis man ikke har et lager af udblødte og kogte bønner fryseren (det er en god og billig løsning), kan man bruge en dåse røde bønner, og har man ikke alle de gængse krydderier på lager, kan et halvt glas færdigkøbt salsa (jeg køber den billige i Rema) hjælpe en et godt stykke hen ad vejen.

Men lad os tage det fra begyndelsen. Man skal bruge:
500 g hakket oksekød
1 stort hakket løg
1 spsk hel spidskommen
2-3 chipotle chili i adobo – hak dem groft
1/2 glas salsa – medium eller stærk
2 spsk Worcestershire sauce
1/2 dåse hakkede tomater
1 dåse røde kidneybønner
2 spsk Worcestershire sauce

Til servering og tilbehør:
Taco både eller taco chips, frisk chili i skiver – eller syltede jalapeno fra glas, blandet salat, tomater i skiver, creme fraiche (jeg bruger Cheasy 5%) og gerne et drys frisk koriander.

Start med at riste de hele spidskommenfrø på en tør pande, til de dufter. Stød dem i en morter. Det tager max 5 minutter, og så har du også vasket morteren op. Derfor: køb ikke stødt spidskommen. Det lugter fælt, hvorimod den ristede og friskstødte dufter krydret og rent.

Brun kødet i en gryde, tilsæt det hakkede løg og lad det stege med et par minutter. Tilsæt spidskommen, de hakkede chipotle chili, hakkede tomater og salsa og lad det koge stille i 10 minutter.

Chipotle chili på dåse fås i specialbutikker og i Inco. Rester kan fryses.

Imens kan du gøre tilbehøret klar. Skær tomater og chili i skiver, varm taco bådene hurtigt på en brødrister, find creme fraiche frem, gør salaten klar og dæk bordet.

Skyl bønnerne fra dåsen grundigt i et dørslag og kom dem i retten. Når bønnerne er gennemvarme, smager du til med salt – og måske lidt mere chili.

Lad folket selv samle maden ved bordet. En taco båd, salat i bunden, en skovlfuld chili con carne og pynten til sidst.

Det er svært at tage pæne billeder af maden, når solen står skarpt ind ad vinduet. Men det skal man vel ikke brokke sig over?

Madpurister vil nok synes meget dårligt om hjælpen fra salsa og bønner på dåse. Men der er altså den slags dage, hvor man har brug for at springe over, hvor gærdet er allerlavest – uden at gå på kompromis med den gode smag.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Nem og hurtig chili con carne til hverdagsbrug”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: