En ovnret med squash, der ikke er vandet? Findes det?
Det gør det. Fadet her er med revne squash, to slags ost, lidt hvidløg og et revet løg. Til sidst får retten et sprødt låg på – et låg af revet parmesan og knasende sprød panko rasp. Ganske enkelt og meget lækkert. Og det sejler overhovedet ikke.

Der er ikke meget sjov ved sådan et fad, der driver af væde, men vrider man squashene fri for vand, ligesom man gør det med squashdellerne, bliver retten ikke sjasket. Så frem med et gammelt viskestykke…
Men lad os ikke foregribe begivenhedernes gang. Vi starter med ingredienserne:
900 g squash med kernerne fjernet – to halvstore squash
1 dl parmesan/grana, fintrevet
1 dl cheddar, groftrevet
1 æg
1 stort løg
2 fed hvidløg
Salt og peber
+ 1/2 dl ekstra fintrevet parmesan og 1/2 dl panko rasp
Start med at fjerne kerner på squashene. Skær dem over på den lange led og skrab kernerne ud med en ske. Vej dem så. Om der er præcis 900 gram kommer sig ikke så nøje. Noget i den retning er fint.
Riv dem på den grove side af rivejernet og læg dem i et dørslag. Drys med lidt salt og lad dem stå og dryppe i en 10-20 minutter. Tag derefter et gammelt viskestykke, bred det ud og læg squashstrimlerne på det. Pak dem ind og vrid, vrid, vrid. Du vil undre dig over, hvor meget der løber fra – og over, hvor træt du bliver i hænderne…
Når du ikke kan vride mere vand ud, kommer du den revne squash i en skål og rører den med revet løg, knust eller revet hvidløg (når man nu har griset rivejernet til…), ægget og et drys salt og peber.
Smør et ovnfast fad – mit var på 20 x 20 cm – og kom massen over i fadet. Pres den let sammen og glat overfladen ud. Bag den på 200 grader i ca. 20 minutter.
Bland den ekstra parmesan med panko rasp. Tag fadet ud af ovnen, drys med panko/osteblandingen og sæt fadet tilbage i ovnen, til toppen er sprød og lysebrun. Ca. 10 minutter mere.

Så er der squashfad med sprød top, og det kan spises som tilbehør til næsten alt. Vi fik det til et stykke laks. Vil man gøre det endnu mere fiske-egnet, kan man tilsætte lidt revet citronskal til pankotoppen.
Så blev der brugt lidt mere squash. Vi skal arbejde på sagen, for her er dagens høst. Der er nok til alle…

Og hvorfor hedder det en Squash Casserole? Retten er amerikansk, og derovre er en Casserole ikke en kasserolle, men en ovnret i fad.
God fredag.
Bare Google Australsk Squash tærte så popper den op, men det ved du selvfølgelig alt om. 🙂Ja selv om nettet er stort er det alligevel overskueligt når bare vi ved hvad vi søger. Jeg vil da gerne skrive opskriften, men ved faktisk ikke om jeg må, når den er der. Jeg er ikke inde i reglerne, bruger blogdelen til læsning og gode opskrifter – som bl.a. hos dig🙂 Fik i aftes på hotel syltede Scorcenerrødder det var lækkert, kender du det? Vh Birgit
LikeLike
Hej Karen
Først – hvor skriver du godt og mange supertanker om hvad der rører sig i livet/verden – et skønt input til os alle, tak for det.
Dernæst dine gode opskrifter – sidst er du inde over squash uden væde. En let, men meget lækker ret er Australsk Squashtærte – egner sig fint til opvarmning i mikroovn dagen derpå, så lav endelig til to dage😉 Der skal ikke serveres kød til tærten så den passer også på vores klima.
Hilsen Birgit
LikeLike
Tak, Birgit 🙂
Har du en opskrift på Australsk Squashtærte? Den vil jeg gerne prøve – og jeg kan jo lægge opskriften på her med tak til dig 🙂
vh/Karen
LikeLike
Hej Karen.
Opskriften ligger faktisk flere steder på nettet, så jeg kan desværre ikke tage æren for den. Kan oplyse at man nemt kan fryse revne squash til tærten og hælde lidt af væden fra den optøede squash inden anvendelse, du har jo mange kan vi se😉. vh Birgit
LikeLike
Så kigger jeg efter den på det store net 🙂 Ja, vi har mange, så vi forsyner venner og familie også 🙂
LikeLike