Stegte squash med citron og ristede mandler

Sprøde mandler, syrlig citron, basilikum og masser af squash. Rigtig godt tilbehør til for eksempel kylling eller fisk.

Retten er let og frisk, og har man lavet for meget, er resterne lækre kolde i en sandwich. Det er så enkelt, at det næsten ikke er en opskrift. Alligevel skal man jo have ideen, og hvem har ikke brug for nye ideer til mad med squash på den her tid af året?

Til to-tre mellemstore squash skal man bruge:
2 fed knust hvidløg
Skal og saft fra 1 økocitron og et par skiver citron til pynt
3-4 spsk hakket basilikum
En håndfuld smuttede, hakkede og ristede mandler
Salt og friskkværnet peber – og olie til stegning.

Smut, hak og rist mandlerne og lad dem køle af. Skær squashene i tynde skiver. Varm olie op på en pande, tilsæt hvidløg og steg, til det dufter. Et minuts tid. Tilsæt squash, drys med salt og peber og steg for god varme. Når squashene er næsten møre, tilsætter du basilikum og citronskal, rører rundt, tilsætter citronsaft og smager til.

Til sidst drysser du mandlerne over, og så er der serveret.

Nemt, enkelt og en lille smule nyt.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Stegte squash med citron og ristede mandler”

  1. Ja, har man squash har man ofte for mange. En blanding der passer vores gane er revne gulerødder og squash der steges sammen, og stadig bevarer det sprøde og smages til med soya. Glæder mig også til at følge med her, hver gang der kommer indput, tak for det.🙂

    Like

    1. Det lyder godt med gulerødder og squash sammen. Det vil vi prøve. Og tak for, at du følger med. Som jeg også lige har skrevet til Bodil, bliver jeg rigtig glad over at høre det 🙂

      Like

  2. Skønt med endnu en opskrift med squash. Jeg har lige fundet dem af dine frem, som jeg var glad for at bruge sidste år, for nu er det tid til squash. Det er svært at følge med og få brugt dem, inden de bliver for store.
    Dejligt at du har haft en oplevelsesrig ferie, og dejligt, at du er hjemme igen og er aktiv på bloggen.
    Den skal jeg helst læse hver dag.
    “Sommerhilsen” fra
    Bodil.

    Like

    1. Tak for, at du læser med dagligt, Bodil. Det er jeg rigtig glad for at høre. Jeg sidder jo her og skriver ud i Cyberspace, og så er det dejligt at møde mennesker derude 🙂 Squash er velsignet frodige, og der er rigtig meget, man kan lave med dem. De store er gode at rive til squashdeller. Det fik vi i går 🙂
      Også sommerhilsen herfra 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: