Sommerens dressing: mild og frisk citronvinaigrette

Det her er simpelthen sommerens dressing.

Den passer til enhver salat.

Ikke mindst en salat med resterne af de nye kartofler fra i går blandet med salatblade og stykker af grønne asparges. Den kan dryppes over fisk – eller kylling. Og den tager kun et par minutter at lave. Den består i al sin enkelhed af citronsaft, citronskal, hvidløg, sennep og olie og kan varieres med friske krydderurter som timian eller hakket basilikum.

Man kan vel egentlig ikke kalde den en vinaigrette, når der ikke er eddike – altså vinaigre i. Men for at kende forskel på en cremet dressing og en olie/’eddike’ dressing, vælger jeg alligevel det ord. Syren kommer bare fra citronsaft og ikke fra eddike. Og det er virkelig den bedste sommerdressing, jeg længe har smagt.

Man skal bruge:
1 dl citronsaft
1,5 tsk revet citronskal
1,5 tsk presset hvidløg
1,5 tsk Dijon sennep
2 dl olie – en mild olivenolie for eksempel
Et par spsk krydderurter, f.eks. timian, hakket basilikum eller estragon

Riv og pres citronerne og rør saft, skal, sennep og pressede hvidløg sammen, tilsæt olien og rør det hele sammen. Tilsæt krydderurter efter ønske.

Hæld dressingen i en flaske og ryst den. Nu er din dressing færdig, og der er kun tilbage at se i køleskabet, hvilke salater og grøntsager du har på lager, der skal nyde godt af et dryp af den friske og sommerlige citrondressing.

Den kan holde på køl i en uges tid. Hav en flaske af den stående i køleskabet, så du altid har en frisk og lækker dressing ved hånden.

Bare tag den ud af køleskabet og ryst den godt inden brug, så også hvidløg og krydderurter kommer med, når du hælder.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Sommerens dressing: mild og frisk citronvinaigrette”

  1. Den ser rigtig lækker ud! Mon ikke også mynte ville være forrygende? Citron + mynte er dejligt

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: