Runestenseffekten

For nogle år siden hørte jeg en vits, hvor en ‘forstadsfrue’ blev spurgt om drivhuseffekten. Hun svarede indigneret, at det da bare var typisk: Så snart én på vejen får et drivhus, vil alle de andre også have et.

Sådan er det menneskelige sind åbenbart indrettet. For jeg har lige læst i avisen, at sådan var det med runesten omkring Randers for ca. 1200 år siden.

En storbonde havde fået rejst en runesten, og derefter ville alle de andre storbønder også have en. Derfor har man fundet mange runesten i netop det område. Senest en, der blev fundet under et køkkengulv…

At jeg lige lagde mærke til den lille artikel i avisen skyldtes nok, at vi i weekenden besøgte Jelling kirke og museet, Kongernes Jelling. Det var anden gang, vi var der, men denne gang fik vi en rundvisning i kirken og et spændende historisk foredrag om Gorm den Gamle og dronning Thyra, om Harald Blåtand, om runestenene og om de store bygningsværker fra dengang.

Efter besøget på det absolut anbefalelsesværdige museum – det er faktisk vildt godt lavet alt sammen –

besøgte vi Ravningbroen, en 800 m lang bro over Vejle ådal, bygget omkring år 1000. Den bro sparede de rejsende 3 dages transporttid op og ned af bakker, gennem moser og omkring fjorde.

Er det ikke fascinerende at se sporene fra dengang og at se, hvor meget man kunne udrette med så lavteknologiske hjælpemidler? Broen er – ligesom palisaderne omkring det gamle Jelling – lavet udelukkende med håndkraft. Ingen save, kun økser og knive. Imponerende. Det må have taget år og et betragteligt antal trælle, der har arbejdet i alle døgnets timer.

Foretagsomhed har altid været et kendetegn for nordiske mennesker. Vi har aldrig kunnet læne os tilbage og leve ude i varmen og af naturens overflod. Derfor har vi dyrket, bygget og rejst ud. Og er noget af den foretagsomhed foranlediget af ‘drivhuseffekten’? Så fred være med det.

God onsdag.