Akeleje og akelejefrøstjerne

Man glemmer det hvert år, til man ser det igen. Hvordan akelejerne sår sig selv og dukker op med nye farvekombinationer på både mulige og umulige steder.

Akelejerne er en fest for øjnene, og de står på deres højeste i vores have lige nu – fuldt udsprungne og lige før, de begynder at gå den anden vej igen.

Akelejer findes i sorter – vi har en, der kigger opad og ikke nedad som de andre.

Vi har også en gul i skovhaven – heller ikke helt almindelig.

Men alle andre steder sår de sig selv og blander sig på kryds og tværs, og de har en tendens til at anbringe sig dekorativt lige der, hvor man lægger mest mærke til dem. Lidt ligesom Puma gjorde, og som katte har for vane.

Jeg prøver at fjerne frøstandene, inden de smider de tusinder af frø, men der er altid nogle, der smutter igennem nettet, og det må være nok af de selvsåede, for de skal ikke overtage det hele. Men fylde, det må de gerne.

Vi har både de almindelige akelejer og akelejefrøstjerner, der faktisk ikke er akelejer, men i frøstjernefamilien. Deres blade ligner akelejens, og de blomstrer samtidig. Derfor kommer de med i dag. Akelejefrøstjerner sår også sig selv og dukker op, hvor det passer dem. De er også velkomne.

Også de forstår at anbringe sig dekorativt på bedste kattevis.

I år er der en, der har plantet sig selv lige i kanten mellem vejen og engen. Det er mindst 50 meter fra den nærmeste akelejefrøstjerne i bedene, så mon ikke en fugl har været involveret?

Kanten mellem haven og engen er mest eng, men også have. Derfor gør det ikke spor, at de vildere af havens blomster slår sig ned der og skaber en overgang fra have til eng.

Det var årets lovsang til akelejerne og akelejefrøstjerne, der blomstrer samtidig. Men er de ikke også så dejlige, at de fortjener en årlig tur i rampelyset?

God torsdag.