Påskesøndag skal det bare være solskin. Og det var det også. Ovenikøbet helt vindstille, så flagene hang slapt ned. Fuglesang, påskesange og havevejr.

Varmt om dagen, men stadig frost i de tidlige morgentimer, klar luft og ingen andre lyde end fuglenes. Mere kan man vel næppe ønske sig.
Og for en gangs skyld passede påsken lige med, at påskeliljerne står i fuldt flor. Pænt plantet i haver og vildt på skrænter og grøftekanter, hvor en entreprenant fugl engang har tabt et frø.

I går til påskegudstjenesten i Skivholme kirke var der også smukt pyntet med påskeliljer, og solen strømmede ind ad ruderne. Jeg tog lidt billeder til hjemmesiden, men nød ellers bare at være med og være til.

Eftermiddagen gik i skovhaven, hvor der nu er kantet og luget.

I dag vil jeg flytte de lysegule blomster på bordet i drivhuset ud i et bed i skovhaven, hvor jeg i går har plantet en lille spinkel tjørn, der havde sået sig selv midt i rododendronbedet. Den skal opstammes og blive en køn, lille overstander i bedet. Ingen billeder, for lige nu er den kun en pind. Men at plante en have er at tro på fremtiden, som man siger. Så vi venter gerne.
Rigtig god 2. påskedag.
Ja i år kom påsken lige til tiden – eller rettere omvendt 🙂
Hvor er de yndige, de lysegule primulaer. De kommer til at lyde godt op derude.
Kh Lisbeth
LikeLike
Jeg er helt pjattet med den måneskinsgule farve. Og de har vist sig at holde fantastisk i haven. Man kan dårligt se forskel på dem fra i år og dem, der har overvintret ude. Ham Pedersen kan altså noget med primula 🙂
Kh, Karen
LikeLike