Der er ikke rigtig noget bagværk, jeg specielt forbinder med påske. Men jeg tænkte, at der da må være særlige opskrifter til påske ude i den store verden, så jeg gik på jagt på nettet. Det kan der gå meget god tid med, men jeg er da blevet ret meget klogere, når det gælder påskebagværk.

Først og fremmest fandt jeg ud af, at man kan bage lige, hvad man har lyst til, bare man pynter det med påskeæg eller farver det gult. Men der er bestemt også bagværk, der er tradition for at bage rundt omkring i verden.
Der er jødernes usyrede brød, der nærmest er lidt som de fladbrød, man får hos kebabmanden. De er ikke så særligt festlige, når man ikke holder jødisk påske, tænkte jeg, så jeg rejste videre.
I England fandt jeg Hot Cross Buns.
Det er boller krydret med kanel, kryddernelliker og ingefær, fyldt med tørret frugt og vigtigst af alt: med et kors på toppen. Man har spist dem i England Langfredag siden 1200 tallet, siges det. Korset laves med melklister, før bollerne bages. Lurpak har en opskrift på Hot Cross Buns lige her.

I England fandt jeg også Simnel cake. Det er en engelsk frugtkage, pyntet med et låg af marcipan og med 11 marcipankugler. De 11 kugler symboliserer disciplene – undtagen Judas. Han er aldrig i høj kurs og da slet ikke i påsken. BBC Food har en opskrift på den kage her.
Endnu en traditionel påskekage er Opstandelseskager eller Opstandelsesboller. Det var bagvrk.dk, Lene, der gjorde mig opmærksom på den opskrift. Dejen pakkes omkring en stor skumfidus og bages. Skumfidusen smelter og efterlader bollen/kagen hul. Når man bider i den, er ‘graven’ tom. Genialt. Den opskrift finder du her. Kig dig i øvrigt lidt om hos Lene – der er så mange smukke og kreative kager – og rigtig gode vejledninger.

Jeg mødte overraskende mange opskrifter på gulerodskage, gulerodsmuffins og gulerodscupcakes. Det studsede jeg lidt over, indtil jeg kom i tanke om påskeharen. For sådan nogle påskeharer spiser da gulerødder, og så er det oplagt at bage en gulerodskage og pynte den med påskenarrestreger.
Hvad har jeg så selv tænkt mig at bage? Jeg startede faktisk i går for at kunne have et smukt, hjemmelavet forsidebillede til indlægget her.

Det er påskebrownies. De er pyntet med flødeostcremen uden smør i, den fra Arlas opskrift på gulerodskage. Jeg har tænkt mig at bage nogle gulerodscupcakes i selve påsken, men… jeg skal altså lige finde en opskrift med lidt mindre smør i først. Min egen gamle opskrift drypper også af fedstof, så der må være et godt alternativ derude et sted. Mindre fedt, men ikke tør. Den finder jeg – eller finder på – en af dagene.
Der er en historie, der hører med til de brownies, jeg bagte. Den får du i morgen.
Her er nogle af de spændende opskriftsider, jeg surfede rundt på, hvis du selv har lyst til en lille kulinarisk og virtuel rejse:
Og som sagt – mere om påskebrownies i morgen.
God torsdag aften.
Den der tommer grav må jeg prøve. Helt generelt kan et par påskeæg på toppen overtale meget til at været “påsket”. Vi har tidligere bagt søde boller stykket ud i harefacon eller bagt småkager i æggefacon og pyntet dem. Og jeg kan snildt overtale mig selv til, at citronkage og påske hører sammen.
Cathrine Brandt udgiver en ny påskeopskrift hvert år – også der er påskeæggene i spil på flere måder.
LikeLike
Det kan jeg skam også – jeg er ret nem at overtale med kager 🙂 Jeg vil også prøve den tomme grav. Jeg synes, det er sådan en festlig ide. Jeg må ind og kigge på Catrhine Brandt…
LikeLike