I dag har Rosie og jeg været med til hundetræning. Rosie sagde, hun gerne ville med ud og se, hvad der skete derude i hendes gamle hjem hos Kennel Guns Choice, så da husbonden tog træningstøjet på, og Maggies hale begyndte at gå i selvsving af bare forventning, klatrede vi allesammen ind i Suzukien og kørte til træning.
Hvor er de dygtige, de små hunde. Af og til var der nogle af dem, der blev lidt forvirrede over at blive sendt afsted for at hente én dummy for så at blive stoppet og dirigeret i en anden retning efter en helt anden. Og til sidst skulle de så tilbage for at hente den første. Dårlig logik, mente de helt klart. Man kunne næsten se dem ryste på hovedet. Men de gjorde det, og det er bestemt ikke en let øvelse.
Maggie havde ikke meget forståelse for, at hundene skulle sidde på række, og deres mennesker skulle gå 20 meter væk. Jeg vil være hos min far, mente hun, og hun måtte sættes på plads flere gange.
Det lykkedes dog – under protest.
Der er meget ventetid til træning. Alle skal jo igennem møllen, og mens én løber, sidder de andre stille. Og venter. Og venter. Det er hårdt for sådan en samling krudtugler.
Men alle kommer til at løbe og hente undervejs, og at sidde stille er også en del af træningen. Her kommer Maggie i flyvende fart tilbage med dummyen – ‘byttet’. Så var hun glad.
Til allersidst fik Rosie lov at hente et par dummyer sådan lidt udenfor nummer, og så var hun også glad. Det foregik i et lidt langsommere tempo – omregnet i menneskeår er hun jo omkring de firs. Men hun elsker stadig at hente byttet hjem og stråler stolt.
Det er egentlig rørende, når man tænker på, hvor mange timer hun har trænet netop der, og hvor mange dummyer hun har hentet hjem igennem årene – for slet ikke at nævne, hvor mange fasaner, hun har hentet hjem. Man skulle tro, det blev trivielt efterhånden. Men nej. At gøre det, man er skabt til, er nu engang lykken. Og det var helt klart, at hun var glad for at være med.
Vi må vist hellere tage med et par gange mere i løbet af sæsonen.
God lørdag.
Dalsgaard i Skivholme 
og jeg er overbevist om, at Rosie har ikke glemt en Tøddel fra sin egen aktive tid
LikeLike
Det har hun ikke. Hun har stadig det fineste ‘søg’. Hun er bare så døv, at hun ikke engang kan høre fløjten, og så kan hun jo ikke være med på jagt. Det er altså synd…
LikeLike
Nåååh, hvor er de søde. Og hvor kan jeg savne min hundetræning. I skal helt klart med igen og dufte savsmulden.
Kh Lisbeth
LikeLike
Det skal vi i hvert fald. Det er sjovt at se på, og Rosie blev så glad af at være med. Men vi skal ikke hænge ud der hver gang. Det er jo Maggie-og-far-tid. Rosie bliver jo også glad af at have mig for sig selv, og få lov at løbe og hente dummyer på marken uden den lille, så…
Kh, Karen
LikeLike
Det er et par dejlige hunde og godt Rosie også fik lov at prøve igen. Og ikke bare været hjemme.
LikeLike
De er så søde, de to. Rosie er nu også glad for at være hjemme alene med mig. Det betyder fuld fokus, og mange ture på marken, hvor hun er den eneste, der skal løbe og hente ting 🙂
LikeLike