Ukrainsk mad, tænkte jeg, ville være en god, symbolsk ting at spise til lørdagsmiddagen. Jeg kiggede mig omkring med Fru Googles hjælp og faldt over retten Chicken Kiev – Kylling Kiev.

En kyllingeschnitzel, paneret og sprødstegt med hvidløgs- og persillesmør i midten.
Kunsten er at få kræet stegt, uden smørret løber ud. Kylling skal jo være gennemstegt, og til den tid er smørret altså smeltet. Det er derfor ikke helt ukompliceret. Det lykkedes dog, og her er min opskrift på, hvordan det lod sig gøre.
Man skal bruge:
1 kyllingebryst pr. person
Kryddersmør rørt med hvidløg og hakket persille – rigeligt…
Panering af mel, æg og en blanding af lige dele pankorasp og fintrevet parmesan/grana.
Start med at røre kryddersmørret. Del det op i en bjælke pr. kyllingestykke – vær ikke nærig med størrelsen – og læg det i fryseren, til det er stivfrossent. Jo koldere, jo bedre.

Varm ovnen op til 225 grader. Lad et ovnfastfad varme med, så fadet er gloende varmt.
Skær en dyb ridse i midten af kyllingebrystet og skær ud fra hver side af ridsen, så du kan folde kødet ud. Bank det herefter forsigtigt med en kødhammer, til det er ca. 1/2 cm tykt.

Bred stykket ud og fold det omkring en smørbjælke. Pak smørret godt ind ved at folde siderne omkring det.
Paner kyllingen – først i mel, så i sammenpisket æg og til sidst i panko-blandingen.
Læg stykkerne på et stykke bagepapir og lemp det over i det varme fad. Lad kyllingen bage lysebrun og sprød. Det tog ca. 20 minutter i vores ovn.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at man på restauranter bruger frituregryden til det. Det går jo meget hurtigere at stege kylling i friture, og smørret når ikke at blive varmet ret meget op. Men det kan lade sig gøre i ovn, og blandingen af pankoraspen og parmesanen giver kyllingestykkerne en skøn, sprød skorpe.

Vi fik en salat og små, nye udenlandske kartofler til. Kartoflerne smagte ikke af så meget – de er sikkert dyrket i polytunnel i de varme lande for at være klar her først i marts, men de var gode til den sprøde kylling og det smeltede kryddersmør.
Det er svært at beregne mindre end et kyllingebryst pr. person. Skæres de over i fadet, løber alt smørret jo ud der. Men jeg gemte nu alligevel et halvt stykke til frokosten i dag, hvor det smagte rigtig godt i en sandwich. Sådan kan man jo også gøre det.
En ret, der passede godt lige til en lørdag, hvor alles tanker er i Ukraine.
God søndag.