Ottebenet gæst på besøg

Der er næppe noget mere afstressende end at gå tur med hundene. De snuser og henholdsvis løber og lunter rundt, vi går og kigger ud over markerne og ned i græsset.

Den stribede hvepseedderkop i sit spind i græsset.

Når man kigger ned i græsset, kan man møde de mest forunderlige syn. For eksempel en hvepseedderkop. Den er faktisk ret flot med sine dramatiske farver.

Husbonden mødte den i går på en af hundeturene. Han tog billeder af den, så vi kunne slå op, hvad det var for en stribet fætter. Det viste sig at være en kusine og ikke en fætter, for hannerne er bittesmå, og de bliver i øvrigt også ædt efter parringen. Ikke nogen pæn måde at behandle sin kæreste på, vel?

Det er en relativt sjælden edderkop, fandt vi ud af. Det første spørgsmål, vi stillede os selv, var om den nu var farlig, men selvom den er ret stor, er den ganske ufarlig – hvis man da ikke lige er en græshoppe. Græshopper er åbenbart dens livret.

Striberne har den for at se farlig ud. At ligne en hveps er en god forklædning, hvis man ikke selv vil ende på den forkerte side af menukortet.

Hvepseedderkoppen blev set i Danmark for første gang i 1992, og nu er den altså også kommet til Skivholme. Ligesom korsedderkoppen laver den runde spind. Men anderledes er den ‘hule’, den bygger til sit afkom. En kugle på størrelse med en valnød sådan omtrent. Først næste år udklækkes de, og hvis fuglene ikke holder fest, får vi nok flere af den slags i marken næste år.

Kuglen ses tydeligt under edderkoppen…

Det er lidt spændende at finde ud af den slags.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Ottebenet gæst på besøg”

    1. Den er nemlig ikke spor ækelig – den er rigtig flot. Edderkopper af den slags må gerne være der. Bare de bliver ude. Det er noget helt andet med de stygge mejeredderkopper, der spinder usynlige spind alle vegne – på 7 sekunder!
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.