Fyldte squashtoppe med sprødt låg

Små squashtoppe med sprød top og det lækreste gratinfyld. Dekorativt, og noget så lækkert.

Toppene er nemme at lave, selvom det tager lidt tid. Opskriften er uden mål – lavet lidt på slump, og det kan du også sagtens gøre.

Skær squash i cirka 5 cm brede skiver. Stil dem på skærefladen og udhul dem med en teske – næsten, men ikke helt, til bunden. Nu har du de fine, små toppe, der skal fyldes og gratineres.

Sæt dem i et ovnfast fad, smør dem med lidt olie og bag dem på 200 grader, mens du laver fyldet – ca. 15 minutter.

Hak et løg og en fire-fem fed hvidløg. Hak også det, du skrabede ud af squashene. Drys med salt og friskkværnet peber og steg det hele i lidt olie, til det bliver helt blødt og mørt og det meste af overskudsvæsken er fordampet. Fjern panden fra blusset og lad fyldet køle lidt af. Rør det nu med 1 æg (hvis du kun laver fire toppe som her, er et halvt æg nok), et par håndfulde rasp og et par håndfulde revet parmesan/grana. Fyldet skal føles cremet. Hverken fast eller vandet.

Tag fadet ud af ovnen, fyld toppene op med fyldet. Bland endnu et par håndfulde rasp (gerne panko rasp – det giver ekstra sprødhed) med et par håndfulde parmesan/grana og drys det generøst på som låg på toppene.

Sæt dem i ovnen igen og lad dem bage en god halv times tid. Stadig på 200.

Nu er toppen sprød, fyldet cremet og gratinagtigt, og der er stadig lidt bid i squashen. Slet ikke så ringe.

Vi fik dem som tilbehør til en af de gode entrecote steaks fra sidste års charolaiser – sammen med hvidløgsristede bøgehatte og salat med syltede rødløg. En rigtig fin lørdagsmiddag.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Fyldte squashtoppe med sprødt låg”

  1. Tak for endnu en brugbar opskrift med squash. Måske nok lidt tidkrævende, men til at finde ud af for almindelige mennesker!! Og så lige en kommentar til din “husannonce” forleden! Hvis du skulle blive træt af dit nuværende job, så kan du da vist godt nedsætte dig som ejendomsmægler! Jeg håber, at der flytter nogle søde mennesker ind og således bliver jeres naboer.
    God ny uge!
    Men venlig hilsen
    Bodil.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: