Rugvafler med skinke, grønt og hjemmerørt mayo med basilikum

Duften fra en basilikumplante viftede forbi min næse, da jeg var ude og handle i går. Den duft er duften af grønt, af forår og sommer.

Inspireret af duften og af Linas opskrift på hjemmelavet mayo med esdragon, kom jeg til at tænke på, at mayo da også måtte kunne laves med basilikum. I dag får du opskriften – både på mayo’en og på de sprøde og lækre rugvafler.

Til mayo’en skal du bruge:
1 blender
2 æggeblommer
1 god håndfuld basilikumblade
2 tsk æbleeddike
1 tsk grov sennep (kan udelades, hvis du ikke kan lide det)
1,5 dl rapsolie

Find din blender og blend alle ingredienserne sammen – undtagen olien. Mål olien op i et målebæger. Blend den i lidt efter lidt. Når der ikke er mere olie, er der mayo. Enkelt. Smag til med salt og friskkværnet peber og lad mayoen stå og trække på køl en halv times tid.

Til vaflerne skal du bruge:
1 vaffeljern- og har du ikke sådan et, kan du stege små, tykke pandekager af dejen
2 dl øl
2 æg
1 dl rugmel
1 dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt

Varm vaffeljernet op. Bland bagepulveret med de to slags mel og saltet. Tilsæt øl og pisk godt. Pisk så æggene i og bag vaflerne. Pas på ikke at komme for meget dej i – den vokser, og det er så træls at skulle gøre vaffeljernet rent på ydersiden… for slet ikke at snakke om komfuret eller køkkenbordet…

Server med skinke, babysalat, cherrytomater og en klat af den forårsgrønne mayo. Hvis du er lidt klogere end mig, husker du at gemme lidt basilikumblade til pynt. Det bliver så dekorativt, og det smager af forår.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Rugvafler med skinke, grønt og hjemmerørt mayo med basilikum”

  1. Lyder godt med den gravide Laks :-O
    kunne være at man skulle forkæle den pukkelryggede med den

    Like

  2. Spændende opskrift, der bestemt skal prøves. Basilikum og tomater. Uhm God påske 🐣

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: