Giganternes kamp

Sidste søndag gik jeg tur i otte graders frost.

I søndags var jeg på havearbejde i otte graders varme.

Vi er kommet til den tid, hvor vinter og vår strides. Lunt i solen om dagen, hvor der er læ, spirer i bedene og de første, små blomster. Frost om natten og rimtåge om morgenen.

Vi mærker lyset for alvor. Det er ikke længere helt mørkt, når man henter avisen klokken lidt i syv om morgenen, og først på aftenen overraskes man over, hvor sent det er blevet – det er jo stadig lyst, så man tror, det stadig er eftermiddag.

Der er noget særligt ved overgangstiderne. Både efterår og forår. Vi er mere opmærksomme. I efteråret ser vi efter røde blade og dugperler i spindelvævene. I foråret spejder vi efter alle de små tegn – en vintergæk her, en erantis der – og er det de små iris, der er på vej?

Og spirerne der? Var det ikke der, jeg satte de persiske scilla sidste år? Det kan være svært at huske.

Hele tiden bølger slaget frem og tilbage. En forårsdag, en vinternat og så en vinterdag og en forårsaften med solsortefløjt. Selvom vi ved, at foråret vinder kampen nu, er det aldrig kedeligt at følge med i slagets gang.

God tirsdag.