Askeonsdag

Det er askeonsdag i dag. I gamle dage begyndte fastetiden nu. Om det så udelukkende var af religiøse årsager, eller om det skyldtes, at der ikke var så meget vinterforråd tilbage i den barske og kolde senvinter, må stå hen i det uvisse.

Lidt af en blanding, tror jeg. Noget med at gøre en dyd af nødvendigheden.

Mange katolikker faster stadig i dagene fra Fastelavn til Påske (40 dage, når man ikke tæller søndagene med), og det er der åbenbart også flere og flere andre, der gør. Medierne er fulde af folk, der fortæller om, hvordan netop de vil ‘faste’. For det er ikke længere hele samfundet, der faster efter fælles, religiøse regler. Det er individuel faste. Nogle forsager alkohol, andre forsager kaffe, andre igen kød, lakridser og/eller serier i fjernsynet. Det handler om at undvære noget, man er glad for. At vise psykisk overskud ved at vise, at man kan at undvære.

‘Vise’ er netop kodeordet. Instagram-værdig faste. For hvad er der ved det, hvis ingen ved det? Når man nu har udtænkt en højst original måde at nyde lidt afsavn? Hmmmm… var der nogen, der sagde selviscenesættelse?

En katolik sagde i avisen, at han ikke havde lyst til at fortælle om sin faste. For Jesus havde sagt, at man ikke skulle bruge fasten til at vise sig frem. Det respekterer jeg meget. Jeg har det lidt sværere med mediefolkenes og debattørernes offentlige faste.

For hvis man før gjorde en dyd af nødvendigheden, kan man vel sige, at de nu gør en dyd af unødvendigheden?

Jeg tror bare ikke, man bliver et bedre menneske af at springe aftenkaffen over. Eller ved ikke at se næste afsnit af Badehotellet. Jeg kan heller ikke rigtigt forestille mig, at Gud er særlig interesseret i at høre om det i aftenbønnen?

Med et skævt smil og en stille hovedrysten: God Askeonsdag.