Ulvemåne

I aften er det fuldmåne, årets første. Fuldmåne og klart vejr hører sammen. Med fuldmånen løfter skyerne sig, så kulden kan komme til.

Egentlig har jeg aldrig tænkt over, at årets fuldmåner har navne. Men forleden faldt jeg over ordet Ulvemåne. Det var det, indianerne kaldte årets første fuldmåne.

Når jeg mumler ordet Ulvemåne, kan jeg næsten høre ulve tude i den kolde, klare nat, se deres silhouetter mod horisonten i det kolde månelys og mærke uhyggen.

Kan du huske i bogen Det lille hus på prærien, hvor ulvene har omringet det nybyggede træhus, hvor der stadig ikke er nogen dør? Kun et gardin for døråbningen. Det var nok noget af det mest uhyggelige, jeg havde læst i mit dengang nok 10-11årige liv. Jeg husker det stadig og kan føle blodet isne i årerne.

I Arizonas ørken en kold og klar frostnat i marts ’18 hørte vi prærieulve udenfor.

Vi var inde i en tryg og varm autocamper, men lyden var nu alligevel uhyggelig. Lyden af ulve, prærieulve eller Vestjylland-ulve, vækker urtidsangsten, og det er nok klogt nok. Vi behøver slet ikke at have oplevet det, for at forestille os det.

Det gamle danske navn til januars fuldmåne er Glugmåne.

Januar blev kaldt Glugmåneden, og ‘glug’ betyder hul. Et glughul – et kighul. Tænk på ordene: Luk gluggerne op. Den første fuldmåne var et kighul ind i det nye år, som det hul, man med fingeren kunne skrabe, når man åndede på isblomsterne på en frossen rude før termorudernes tid. Glugmåne er også et godt ord. Men ulvemåne er meget mere dramatisk.

Det er et af den slags ord, der maler billeder på nethinden og sætter fantasien i sving. Lad os håbe på klar himmel i nat. Håbe på en smuk og stor fuldmåne, sprød frost under fødderne og sne på markerne. Men helst uden ulve, tak. Den slags spænding kan vi godt være foruden.

God torsdag.