Der er mange, der har problemer med at passe julestjerner. De dør for et godt ord, siges det, og der er altså ikke noget mere nedslående, end når planter bare går hen og dør.

Men det er faktisk ikke så svært at passe en julestjerne, bare man husker nogle få ting.
Julestjerner tåler ikke træk. Og de tåler heller ikke kulde. Bare turen fra butikken og ud til bilen kan være slem for stjernen, hvis det er koldt og blæsende. (Og hvornår er det ikke koldt og blæsende i november og december?)
Har butikken noget af det der grønne silkepapir liggende på pakkebordet, så pak den forsigtigt ind, før du går ud af butikken med din nye stjerne. Ellers må du have en af de små rasleposer over hovedet på den.
Og du skal huske, at du ikke skal købe julestjernen først på indkøbsturen. Den kan ikke lide at stå i en kold bil, mens du er i Netto, så køb blomster på vejen hjem. Er det under 10 grader, begynder den at tabe blade.
Når du først er kommet hjem, skal du huske, at julestjerner kommer fra et gartneri. Det betyder, at de har stået ved en ret konstant temperatur, og at de er blevet vandet nedefra. Det skal du blive ved med. Der har aflejret sig næringssalte i toppen af pottens jord, og vander man oppefra, vander man saltene ned og svider plantens rødder.

Det allerbedste, du kan gøre, er at vælge en lidt for stor skjuler til potten og lægge en skive oasis i bunden af skjuleren. Hold det stykke oasis vådt. Så tager planten selv det, den skal bruge. Ligesom alle andre planter kan julestjerner ikke lide at soppe i vand. Det får rødderne til at rådne.
Så enkelt er det faktisk:
- Pas på med træk og kulde.
- Stil planten på et stykke oasis.
- Vand nedefra.
Gør det, og du kan have glæde af stjernerne i lang, lang tid.

Og hvem vil ikke gerne passe på sine planter? Det er jo for at have glæde af dem, man køber dem.

Med den mængde forskellige stjerner, der findes, gør det bestemt ikke noget, at man har julestjerner fra oktober til længe efter nytår. Det er jo kun de røde, der kun er bedst til jul.
God onsdag.
Det er sjældent, jeg støder på de lyse, men det nederste billede er virkelig fint – og godt eksempel på at bruge julestjerner på andre tidspunkter end december. De første mange år fik jeg altid overvandet dem, men de senere år har jeg nærmest haft det ‘omvendte’ problem, da de røde julestjerner lever til langt inde i januar, hvor min ægtefælle i hvert fald ikke vil se mere på dem 😀 😀
LikeLike
Jeg elsker de cremefarvede og hvide. De røde julestjerner kan godt være lige et nummer for gode til at overleve. Man smider jo ikke en pæn og frisk plante ud, fordi den ikke passer ind – men den skærer i øjnene i januar 😀
LikeLike
Hej Karen.
Tak for gode tips og brugbare ideer. Jeg har lige været hjemmefra i 4 dage, så nu har jeg læst dine sidste blogindlæg. Der står så meget godt, og det er alt sammen til stor inspiration. Jeg kan især godt lide dine tanker om at pynte op lidt efter lidt.
Hav en god dag.
Bodil.
LikeLike
Hej Bodil,
Det er godt at høre. Jeg er glad for at pynte lidt efter lidt. Der skal jo ikke gå Gertrud Sand i det, og glæden ved at gøre sig lidt umage med pyntningen og efterhånden bygge op til, at hele huset er juleklar, er en af de største glæder i adventstiden.
Også god dag til dig!
Karen
LikeLike
Tak for tips…de var da så enkle at det burde være muligt at huske dem. Go´ dag herfra.
LikeLike
Det med oasis i bunden af skjuleren er en god ide til alle planter fra et gartneri – også hibiscus for eksempel. Det er nogen gange så lidt, der skal til 🙂
LikeLike
Super tips, tak.
Kh Lisbeth
LikeLike
Selv tak – det er tips lige fra gartneren 🙂
Kh, Karen
LikeLike