I morgen begynder julemåneden. Det er første december. I går var det første søndag i advent, og i dag er lige præcis den allersidste helt almindelige hverdag i år. Advent, jul og nytår – en perlerække af særlige dage venter forude.

De næste 24 dage skal tælles. I julekalendere på børneværelser, i fjernsynet og i butikkernes tilbudsaviser. Men først og fremmest med kalenderlyset.
De senere år har jeg lavet nogle ganske store dekorationer omkring kalenderlyset.

I år har jeg ladet mig inspirere af Aase Hviids tætte og mindre kalenderlysdekorationer. Ligesom Aases er dekorationen lavet i en lille pokal – nok 10 – 12 cm i diameter og cirka samme højde.

Dekorationen er lavet i ler. Det tunge kalenderlys er trådet på samme måde som lysene i adventskransen. Toppen af leret er dækket af blød ene, lyset er anbragt, og blød ene, kristtorn og andet grønt fra haven er stukket i leret hele vejen rundt. Start ved skålens kant og arbejd dig opad. Sæt pynten på til sidst.

Jeg har igen brugt trådede kogler og romernåle til at holde resten af pynten (vindheks og daddelgrene) på plads- de holder tingene rigtig godt, og de er nemme at skjule.

Nu står kalenderlyset klar på det lave skab i køkkenet, hvor det venter på at lyse det mørke hjørne op.

Og jeg vil stilfærdigt nyde denne allersidste almindelige dag, hvor alting bare er lidt stille og gråt, og hvor arbejdsmenuen står på lister og regneark.
Jeg elsker julemåneden – også i coronatider. Det skal ingen pille af mig. Men som så mange andre holder jeg også af hverdagen, så i dag skal nydes bevidst – og så er den allerede ikke længere en helt almindelig hverdag. Men er det egentlig ikke også charmen ved hverdage? At hver af dem faktisk er en særlig dag, og at ingen dage i virkeligheden er det, vi kalder ‘helt almindelige’, hvis man bare tænker lidt over det?

God mandag – den sidste i november.
Det er vel nok en smuk dekoration. Den fine, lille skål løfter den på mere end en måde.
Kh Lisbeth
LikeLike
Det er den sødeste lille skål. Den købte jeg sidste år, og den har været i brug lige siden. Med lidt plastic i bunden og våd oasis, er den god til små kuppelformede dekoer – både med tørrede og friske sager.
Kh, Karen
LikeLike