Slut med sommer i drivhuset

Det er allerede en tid siden, tomaterne blev plukket og de sidste lagt til modning i køkkenet. Plantesækkene blev flyttet og tømt, og gulvet blev fejet. Så var der kun blomsterne tilbage i drivhuset. Det så stadig dejligt ud en tid.

Frodigt og sommerligt. Men også blomsterne er flyttet indendørs i B&B’en her i weekenden. For nu er det vintertid, og der er er ikke længere nok lys til, at planterne kan trives.

Det var blevet for mørkt, for køligt og for klamt for både pelargonier, hibiscus og dipladenia, og der var enkelte tegn på mug og skimmel. Det skar lidt i hjertet at klippe de store dipladenia løs fra stativet og skære dem ned til vinterhøjde. De har været så flotte hele sommeren.

Nu er vinduet fuldt i B&B’en.

Der er en konstant temperatur på omkring 14-15 grader, og i det store vindue får de alt det lys, de overhovedet kan i hele den mørke tid. Et godt sted til vinteropbevaring af de planter, der skal opbevares ‘lyst og køligt’.

Men drivhuset står og ser lidt forladt ud nu. Det roder med tomme krukker på gulvet, og der skal ryddes op og fejes igen. De sidste chili bliver plukket og syltet i eftermiddag.

Kun de mørke, søde kartoffelplanter ser stadig fine ud. Men også de har fået efterårsfarver på bladene.

Fru Krukke står nu helt alene på bordet, og hun ser faktisk lidt deprimeret ud, selvom hun har fået ny frisure.

Hun savner vist de blomstrende omgivelser.

Mon ikke, hendes humør kommer op igen snart? For snart bliver der vinterpyntet derinde med stedsegrønt, lanterner og lys. Drivhuset går vi jo forbi hver gang, vi går ud og ind, og derfor er det så vigtigt, at der er noget hyggeligt og kønt at se på derinde hele året. Det kan faktisk ikke gå hurtigt nok… Jeg må i tænkeboks – og vist også lidt på indkøb.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

5 kommentarer til “Slut med sommer i drivhuset”

  1. Hej Karen,

    Ja, det er altid lidt kedeligt at beskære og tage blomster ind for vinteren.

    Du skriver du skal sylte chili. Jeg skal snart også til at plukke mine resterende chili’er, så det kunne jeg godt lide at høre hvordan du gør, da det er første gang for mig. Der er 13 chili på mine planter, og dem kan vi ikke nå at spise inden de bliver dårlige, hvis ikke jeg gør noget.

    Jeg skal også have taget tomater ind – til eftermodning og lidt til syltede grønne tomater, som jeg kan huske fra min barndom. Det smagte bare så godt (og sødt) tilbehør til aftensmaden. Jeg har spurgt min mor, men hun kan ikke huske hvordan min far (som døde for mange år siden) lavede de syltede tomater,

    Jeg kom desværre lidt sent igang med begge dele, men de 5 chili planter og 4 tomatplanter jeg fremdyrkede fra frø fra frugter fra supermarkedet har alle båret fint med frugter.

    Men hvis du kunne hjælpe med et par sylteanbefalinger ville jeg blive glad.

    God mandag.
    Birgitte

    Like

    1. Hej Birgitte,
      Prøv at gå ind på http://vivis-chili.dk/ – der er så mange lækre chiliopskrifter. Også på eddikesyltede. Det er de her, jeg plejer at lave: https://dalsgaardiskivholme.com/2017/09/05/syltede-chilier-med-friskost/.

      De grønne tomater kan du sikkert finde i Tørsleffs Den grønne Syltebog. Eller bare ved at google dem. Dem laver jeg ikke, for jeg har aldrig været glad for dem – min mor elsker dem 🙂
      Mange hilsener, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: