Der er en søndagsstille ro
imellem træer og tage
en munter glæde ved at gro
som var det sommerdage…
Farverne siger september, men vejret siger juli. Det er så dejligt med sådan et par sommerdage i september. Og ser man til roserne, er der intet, der tyder på, at efteråret er på vej. Efter sidste klipning af afblomstrede rosengrene, er den store, lyserøde rose foran huset i gang igen. Dens blomster er så perfekte og ordentlige. Den er havens dydsmønster.
Den lave, pink rose er mere vilter, men ligeså ukuelig. Efterår? Det ser vi på, når den tid kommer, siger den og sætter nye, lange skud med knopper. Jeg kan lige nå en omgang mere…
Først når frosten lægger sig tykt på den, pakker den sammen for vinteren. Man er vel ikke nogen tøserose, bare fordi man er pink. Det er jo direkte krænkende at antyde. (Identitetspolitikken har også sneget sig ind i haven. Det kom, da en avis blæste ind over hækken…)
Syrenhortensiaen vigter sig lidt. Hvem af jer andre forstår sig bedre på at ældes med ynde end jeg? Se mine før så ungdommeligt hvide blade. De blusser nu elegant rosa. Meget mere passende for en dame i min alder.
Vi må jo give hende ret – hun forstår at ældes med ynde, så pyt med, at hun forsøger at stjæle hele billedet.
Georginebedet i markkanten blusser i alle farver i septembersolen. Rød, pink, lilla, orange og hvid. Her er der ingen værdighed – kun masser af spræl. Og der er til uendeligt mange buketter.
En smule frost stopper dog festen øjeblikkeligt. Så lad os håbe, det klare vejr ikke bringer en kold nat med sig. Der må gerne være fest længe endnu.
På trods af sommerdage i september går det dog kun én vej. Æblerne modnes nu, modne kastanjer er begyndt at drysse fra det store kastanjetræ, skoven er begyndt at skifte farve, og luften er fuld af gæssenes kald, mens de øver sig på den store rejse sydpå. Det gør nu ikke noget. Efteråret er smukt – især når det bliver krydret med skønne, solrige dage.
God solrig og lun septembertirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Verset og det første billede emmer af varm sensommer, lige før det bliver efterår. Smukt, smukt.
Jeg forstår dit ønske om at vente med frosten, men nu har jeg jo ikke georginer, og kan godt lillebitteglæde mig til den første frostmorgen. Hvis den også byder på sol, så er det magisk. Vi må heldigvis bare tage det, som det kommer og glæde os over enten det ene eller det andet 😉
Kh Lisbeth
LikeLike
Ja, der er jo ikke noget valg, og den første frostmorgen er smuk – og bobler i en som champagne. Men lige en månedstid mere med farver ville jeg nu gerne bede om 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Selvom jeg er meget glad for foråret, tror jeg at september må være min yndlings måned i haven, der er ligesom kommet lidt ro på, selvom der stadig er masser at lave 😊
Roserne ser så fine ud, vi har også stadig masser af knopper i både roser og georginer så frosten må meget gerne vente til december.
Med venlig hilsen
Lene Bedstemorshave
LikeLike
Helt enig, Lene. September er lige så skøn som maj – bare i den anden ende af sommeren. Den klare luft, roser og georginer – jeg elsker september 🙂
Vh/Karen
LikeLike