Udsigtshaven – mellem have og natur

Her er slutningen på den haverundtur, jeg startede i august. Det handler om udsigtshaven. Det er de færreste haver, der ikke støder op til andre haver, men til mark og natur. Det gør vores udsigtshave, og elhegnet ud til engen udgør grænsen mellem have og engen i ådalen.

På den anden side af hegnet er det køerne, der bestemmer, hvad der skal spises, og hvad der skal have lov at stå.

Udenfor B&B’en, der har udsigt ud over ådalen, er der en stor terrasse omgivet af højbede.

Der er der blomster og buske – og krukker og potter…

Derefter er der kun græs – klippet det første stykke vej, men vildt omkring hegnet, så overgangen fra have til eng bliver gradvis. Grænsen markeres også af en række ege- og asketræer.

I udsigtshaven fortoner det havelignende sig, og det bliver mere og mere vildt. Som en civilisationens yderste post står pavillonen.

Set fra marksiden ovenfor og her set fra havesiden.

Der er den skønneste udsigt inde fra pavillonen. Her et billede fra en sen aften omkring midsommer,

og et fra en eftermiddag i den kolde juli.

Det er for varmt at være i pavillonen, når vejret er rigtig godt, men når det er lidt mere lusket, er der ikke mange steder, der er skønnere. Og så ser det altså heller ikke tosset ud med sådan en pavillon…

Med skovhave, blomsterhave, drivhus, udsigtshave og køkkenhave i højbede i markkanten,

må man nok sige, at vi ikke mangler noget på havefronten. Der er måske lige nok at passe, og det ser aldrig perfekt ud alt sammen på én gang. Det kommer det nok heller aldrig til… ikke før, der vokser et par arme mere ud på os, og dagen får flere timer. Men pyt – der er dejligt at være, og ringe er det altså ikke.

God mandag.