UFO squash. De ligner små græskar, men det er en squash.
De smager af lidt mere end de almindelige, grønne squash. Konsistensen er også fastere. De kan fyldes og bages – og de kan bruges til de fineste portionsanretninger, hvis man husker at plukke dem, før de bliver for store. Her er opskriften:
Skær toppen af squashen og skrab kernerne ud. Smør et fad med olie, drys squashene med lidt salt indeni og bag dem med bunden i vejret i ovnen – en tyve minutters tid på 200 grader.
Imens laver du fyldet af:
300 g hakket svinekød
1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg
50 g valnøddekerner
1 tyk skive daggammelt brød i tern
1 glas hvidvin
1 glas hønsebouillon
1 spsk hakket salvie
1 tsk timianblade
Olivenolie til stegning
Steg løget klart i olivenolie, tilsæt kødet og brun det grundigt. Krydr med salt og peber. Skær brødet i tern, hak valnødderne groft og bland brød, løg, nødder og kød i en skål. Kog panden af med hvidvin og bouillon, tilsæt krydderurterne og lad væsken koge lidt ind. Hæld den over i skålen og bland det hele grundigt.
Tag squashene ud af ovnen, vend dem forsigtigt og prop dem med fyld. Sæt låget på til pynt og bag det hele i endnu 20 minutter, til alt er gennemvarmt.

Der er mange af dem i år, men vi er ret vilde med dem, så det gør ikke noget. Her er beviset – husbondens meget tomme tallerken 🙂

Kan du ikke få plads til alt fyldet i squashene, så bland resterne med et æg og steg små klatkager af det. De er gode som pålæg.
God torsdag.
Senere kan man finde et hokkaidogræskar i passende størrelse med et pænt ydre og fylde det. Jeg serverer det helt, så kan man dele det eller skære lagkagestykker, som det nu passer.
LikeLike
Hyggeligt at høre fra dig, Elsebeth 🙂 Ja, det er også godt med Hokkaido – jeg bruger det samme fyld, for det klæder græskar rigtig godt.
LikeLike