Nelliker krydret med minder

Nellikerne blomstrer i det lille, runde højbed ved pavillonen. Det ser skønt ud. Ikke mindst fordi, det er nogle helt særlige nelliker – ikke en sjælden slags, men en, der er kommet hertil på en minderig måde.

For nogle år siden var vi på påskeferie ved Gardasøen. I øvrigt et fantastisk smukt sted at besøge i foråret, hvor vejret er mildt og godt uden at være hedt, og der stadig ligger sne på bjergtoppene.

I et supermarked, hvor vi provianterede, stod der et af de der stativer med frø. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge. Og jeg kunne heller ikke lade være med at falde for en lille pose frø med blandede stenbedsplanter. Jeg havde godt nok ikke noget stenbed, men de så spændende ud.

Vel hjemme igen blev frøene bredsået i en såbakke og stillet til side og glemt. Ret glemt. Det er altså noget, der sker for mig en gang imellem. Sidst jeg havde kigget til bakken, var den fyldt med små spirer. Nu var der kun nogle små, forpjuskede småplanter tilbage. Jeg kunne dårligt se, hvad det var for nogle. Men… jeg pottede dem, og året efter blev de plantet i det runde højbed.

Planterne trivedes, og de viste sig at være henholdsvis blåt bjørnegræs og nelliker.

I år er nellikeklumpen vokset ud over kanten og ud i stenene omkring pavillonen. Og bjørnegræsset har sået en lille bjørnebaby.

Jeg vil slet ikke tænke på, hvad der kunne være kommet ud af den pose frø, hvis jeg havde passet den ordentligt. Jeg vil bare være glad for at have fået to slags stærke og udholdende planter, der ligefrem har det godt med at have det skidt. Og så minder de mig om en dejlig ferie i Italien…

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard