Så er 2019 brugt op. Helt og aldeles. Til midnat er der slet ikke mere af det. Men så får vi heldigvis et helt nyt år at bruge løs af.
Et år med blomster, hunde, god mad og gode mennesker. Et år, hvor bloggen fylder hele otte år. Det er et år, jeg glæder mig til at tage hul på. 2019 har været begivenhedsrig. Vi fik Rosie og siden Maggie – en daglig glæde, der har givet os troen på hunde og os selv tilbage efter Fie-miseren.
Og vi var på tur til de områder af USA, jeg altid har drømt om at se: Blandt andet Rocky Mountains og cowboystaterne Wyoming, Montana og Colorado. Det var en fantastisk rejse – en meget stor oplevelse.
I 2020 skal vi ikke på længere rejser – og slet ikke i juli. Det gik alt for hårdt ud over haven – og omsætningen i B&B’en. Der mærker vi for alvor konkurrencen fra Airbnb. Men vi vil ikke leje et værelse ud for 100 kroner inklusive linned, varme, vand og morgenmad. Kan vi ikke tjene bare lidt på det, er det ikke arbejdet værd. For det er arbejde at passe en B&B – en hel del arbejde endda. Nu får vi se, hvad sommeren bringer.
Lige nu har vi lukket for vinteren, og kommer tid, kommer råd.
Vi har mange planer for året, der kommer. Men belært af sidste år, hvor jeg blandt andet skrev i nytårsindlægget, at soveværelset skulle males i januar, vil jeg ikke skrive mere om det. Soveværelset blev nemlig først malet i november. Men hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme, ikke?
Ingen er fuldkommen, og et højt ambitionsniveau sikrer, at i hvert fald nogle af planerne bliver ført ud i livet.
Så ingen liste over planerne og ingen nytårsforsætter. Bortset måske lige fra 3 små. At prøve at skabe mere tid. Ved at organisere mig til det. For der er ting, der bare tager den tid, de tager, og så er der andre, der kan gøres smartere. Og den med at sige nej, når jeg mener nej – i stedet for ja eller måske. Og den med at gøre flere af de ting, der gør mig glad og færre af dem, der slider huller på sjælens knæ og albuer.
Nu vil jeg i hvert fald ønske dig og dine et rigtig godt og lykkebringende nytår. Tak, fordi I læser med. Pas på derude i aften – og gå i det hele taget aldrig tilbage til en fuser 🙂
Godt nytår
Hej Karen. Det er så vigtig at vi huske at sige fra når krop og sjæl siger nej. tak for dine søde ord i 2019 og skønne blogindlæg. Godt nytår til dig og Per. Kram fra Leila
LikeLike
Ja, Leila – det er vigtigt, men det er også svært. Man kommer så let til at støde nogen på manchetterne… Selv tak for god inspiration og hyggelige kommentarer i 2019 🙂
Knus her fra os begge to.
LikeLike
Kære Karen. Tak og i lige måde. Tak for dine indlæg, fine billeder, gode opskrifter og naturligvis skønne hundehistorier. Det er altid hyggeligt at læse med hos dig. Jeg er helt enig. Ingen nytårsforsætter. Kun ideer og ønsker om, at gøre nogle ting bedre. Her fra Spanien ønskes du og dine et godt og lykkebringende nytår. På gensyn i 2020.
LikeLike
Det lyder godt og varmt med Spanien 🙂 Rigtig godt nytår til dig, Inge.
LikeLike
Rigtig godt nytår og tak for din blog. Læser dine indlæg hver dag og nyder det.
LikeLike
Dejligt at vide 🙂
LikeLike
Godt nytår ønskes I fra Grønland. Jeg læser med glæde din blog og får inspiration.
Ukiortaami pilluaritsi – godt nytår.
Mvh. Kaalat
LikeLike
Så spændende – tænk, at bloggen bliver læst så langt væk fra. Jeg er rigtig glad for, at du skrev, for jeg kan se på min landeoversigt, at der altid er nogen fra Grønland – nu ved jeg, det måske er dig 🙂
Rigtig godt nytår – altså selv Ukiortaami pilluaritsi 🙂
LikeLike
Hejsa Karen med familie
1000 tak for din gode side – jeg glæder mig hver dag til at læse – hvad du nu har fundet på
Et rigtig godt nytår og tak for det gamle år – glæder mig til at læse videre i det nye år
Nytårshilsen fra britta willlumsen
LikeLike
Dejligt at høre Britta. Jeg er godt i gang 🙂
LikeLike
Rigtig dejligt nytår tilbage til dig og dine Karen.
Var ret vild med din udtalelse om soveværelset. Den er for skøn.
Jeg har tænkt meget over B&B. Det må være så hyggeligt at have.
Men jep der skal altså kunne tjenes på det. Forståeligt nok.
Vi kan jo ikke leve af luft alene.
Godt og lykkebringende nytår til jer
Charlotte
LikeLike
Airbnb er en alvorlig konkurrent. Jeg undrer mig over, at nogen vil leje ud så billigt. Jeg ved så heller ikke, hvad gæsterne får for pengene – nok ikke hjemmebagt morgenmad, en stue og en have til rådighed og vask af linned m.v. Det er lidt træls… Men pyt – vi må klare os, som bedst vi kan.
Også et dejligt og lykkebringende nytår til jer – det bliver spændende med ungernes eventyr.
Knus, Karen
LikeLike
Kære Karen
Tak for gode tanker her, hvor vi står på kanten til et nyt årti. Her er heller ingen store nytårsforsætter eller rammesatte planer – blot nogle tanker om, hvad der gerne må ske 😊
Rigtig godt nytår til dig!
Kh Linda
LikeLike
Tak i lige måde, Linda – vi håber på og gør alt for et godt 2020 🙂
LikeLike
Jeg ønsker dig et 2020 fuldt af tid og glæde, søde Karen! Tak for dine mange, skønne blogindlæg i 2019, og tak for dit venskab! Godt nytår til både dig og Per fra Søren og mig.
Kærlig hilsen Nana
LikeLike
Tak i lige måde, søde Nana – rigtig godt nytår til jer og kræene. Jeg har lige været ude i haven sammen med Rosie for at kigge på egnede steder til en dejlig flok sommerblomster 🙂
Kærlig hilsen, Karen
LikeLike