Skindstegt ørred med ristede mandler

I Nettos spotvarefryser fandt jeg i sidste uge en hel regnbueørred til en billig penge. Den kom med i kurven – sådan et lidt spontant impulskøb. Impulskøb er jo sagens natur spontane… Og nu var det så lige, hvad jeg skulle stille op med den.

Den blev forvandlet til en ret forrygende lørdagsmiddag: Skindstegte ørredfileter med ristede bønner, dryppet med en citronkrydret smørsovs og pyntet med ristede mandler. Ren forkælelse.

Her har du opskriften til næste gang, du finder en ørred på tilbud – eller køber en, der ikke er det, selvfølgelig. Det er retten nemlig værd.

Til to personer skal du bruge:
1 regnbueørred (den vejede vist 300 g)
Friske (eller frosne) grønne bønner
1 håndfuld mandler – vel omkring 50 g
Et par kviste timian
Saft og skal fra 1/2 citron
Smør – ca. et par spiseskefulde fordelt på flere omgange

Forberedelser:

  • Skrab skæl af ørreden, fjern hoved og hale og del den i to fileter. Fjern finnerne og del hver filet i to.
  • Kog bønnerne i tre minutter, hæld vandet fra og hæld koldt vand på for at stoppe tilberedningsprocessen.
  • Smut mandlerne og hak dem groft. Steg dem i lidt smør, til de bliver gyldne og sæt dem til side.
  • Dup fileterne tørre og drys dem med lidt salt og peber.

er vi klar til at stege – og nu går det hurtigt.

  • Sæt en stegepande over med en god klat smør. Ikke for lidt. Lad smørret bruse op og blive gyldent. Læg fileterne på og steg dem på skindsiden i 4-5 minutter for god varme. Når fiskekødet bliver fast og hvidt hele vejen igennem, vender du fileterne og giver dem et hurtigt pift på den anden side.
  • Flyt dem over på et fad og hold dem varme.
  • Put nu bønnerne på panden og steg dem i tre-fire minutter. Læg de stegte bønner omkring fileterne på fadet.
  • Put endnu en spsk smør på panden, lad den bruse op og blive gylden. Tilsæt timianblade, citronskal og citronsaften. Rør det hurtigt sammen og fjern panden fra blusset.
  • Dryp fisken med den krydrede smørsovs og pynt  med de hakkede, ristede mandler.

Som tilbehør fik vi små, kogte kartofler og en puré af butternut squash.

En rigtig fin lørdagsmiddag – og der blev lige et stykke tilbage til søndagsfrokosten.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Skindstegt ørred med ristede mandler”

Der er lukket for kommentarer.