I weekenden har Haveselskabet holdt Havefestival. Åbne haver alle vegne over hele landet. Det var kun et spørgsmål om at vælge. Jeg nåede kun et enkelt havebesøg, og det blev hos Staudeblomsten, der ligger mindre end fem kilometer herfra.
En stor have med over 1.100 stauder, hvor bedenes faconer danner kronbladene på en blomst. Selve blomsten er ‘tegnet op’ med takshække, og indenfor bliver der leget – og arbejdet – med farver og højder.
Du kan se en droneoptagelse her, hvis du har lyst, for at få en ide om, hvad jeg mener, for det er måske lidt svært at beskrive? Alle bedene udgår fra blomstermidten, hvor der står et træ med en klatrende clematis, omkranset af en af de der skønne, runde bænke.
Der var bede med rosa, pink og lilla.
Der var kølige og beroligende hvide bede. Der mødte jeg blandt mange andre dejligheder en vinterhårdfør gladiolus.
Der var bede med glød og ild.
I hvert af blomstens store kronblade kunne man sidde på en af de klassiske teakbænke – dem, der bliver så smukt næsten sølvfarvede af vejr og vind – og give sig tid til høre bierne summe og se sommerfuglene flagre.
Der var solhatte med farver, jeg aldrig havde set før. Blandt andet denne dæmpede tofarvede.
Og den her høje, duskede kvæsurt.
Det var et rigtig spændende besøg, og jeg kom hjem med en lang ønskeliste med nye stauder (man kan vel altid skrue en mere ned, ikke?) Det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger Staudeblomsten. Jeg vil også gerne se juniblomstringen, der jo må være lige så overvældende som sensommerfloret.
Tak til Kirsten og Morten for en varm velkomst og for, at I øser af jeres enorme viden om alle havens mange, smukke blomster.
God mandag.
Orv for et lækkert sted. Og når nu det er så tæt på, er det oplagt at besøge den på flere årstider.
LikeLike
Jamen, så har vi en date – Hanne Tilst, dig og mig 🙂
LikeLike
Jep. Håber vi kan nå det i år.
LikeLiked by 1 person
Wouw for en unik have!!
LikeLike
Meget. De kalder den en legeplads 🙂
LikeLiked by 1 person