Den store bog om små haver – en boganmeldelse

Der er meget fokus på de små haver for tiden. Og især er der fokus på, hvordan man gør en lille have indbydende og spændende –  mens den stadig passer til ens egne ønsker og behov.

Det har Nina Ewald skrevet en bog om – eller rettere sagt: Det har Nina Ewald skrevet bogen om. For den kommer hele vejen rundt. Bogens første del indeholder en god og grundig gennemgang af alt det grundlæggende: havens design, afdelinger, elementer og beplantning. Bogens anden del beskriver 13 små, virkelige haver inklusive smukt tegnede haveplaner og en række forførende fotos af de lækreste detaljer.

Foto: Nina Ewald

Jeg har i den grad nydt at læse bogen, selvom vores have bestemt ikke er lille, og jeg har fået så mange ideer til små forbedringer hist og her.

De indledende afsnit kan alle få meget ud af uanset, hvor erfaren man er, eller hvor stor ens have er. Den strukturerede gennemgang – igen smukt illustreret af inspirerende fotos – er virkelig god og sprængfyldt med ideer.

Foto: Nina Ewald

Det lille turkis garderhus som haveskur for eksempel… er det ikke yndigt? Og kunne man ikke lige klemme sådan et ind et sted? Jeg kunne godt, da…

En af de 13 haver, som bogen viser, er Byhaven i Ebeltoft, Lisbeth og Bents have, som vi besøgte sidste år. Der fik jeg virkelig øjnene op for mulighederne i de små haver, som der er så mange af. Rækkehushaver, kolonihaver, gårdhaver – og som her byhaver.

Så meget på 300 m2 – og haven virker endda rigtig rummelig samtidig.

Har man en lille have – eller en have, man er gået lidt i stå med – er Nina Ewalds bog den helt rigtige medicin, der kan få ideerne til at flyde, og planerne til at konkretiseres.

Flere af de 13 små haver holder åben have i næste weekend, hvor Haveselskabet holder Havefestival, og det er oplagt at tage ud og se dem i virkeligheden.

Jeg har tit citeret strofen fra Gnags sangen: For at lære at se, må man kigge. Det er så sandt, så sandt. Men man skal også læse. For at gå det spadestik dybere sætter ord og struktur på det, man ser, og det kan hjælpe en til både at blive klar over, hvad man gerne vil, og hvordan man kommer dertil.

Bogen er på  200  sider, indeholder 260 fotos og 13 haveplaner tegnet af Birgitte Busch. Den koster 299,95. Den kan købes hos boghandleren, men du kan da lige så godt købe et signeret eksemplar direkte fra Nina Ewald. Det kan du bestille her: Forlaget Nice (hvor du også kan se Ninas andre (gode) bøger).

God søndag – og god havetur i næste weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Den store bog om små haver – en boganmeldelse”

  1. Kære Karen
    Allerførst – må jeg give dig ret i, at noget af det rigtig gode ved bogen er inddelingen i generelle tips og præsentation af haver – for det er jo bogen, dit indlæg handler om.
    Dernæst vil jeg sige tusind tak for den pæne omtale af vores byhave 🙂
    Og give dig (og Gnags) ret i, at man må ud og kigge haver for et se ved selvsyn. Det lærer man allermest af.
    Forhåbentlig får I også tid til et par havebesøg.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Du ved jo, jeg er vild med jeres have 🙂 Håber, der kommer mange og ser den i næste weekend. Jeg har tænkt mig at nøjes med at tage en tur til Staudeblomsten, for den ligger lige nede i Harlev kun 7 minutter herfra. Vi har ikke haft en rolig weekend, siden vi kom hjem fra ferie, og jeg trænger 🙂
      Kh, Karen

      Like

  2. Den ser rigtig spændende ud. Jeg har en knap så lille have(700 m2), som har været voldsomt forsømt de senere år på grund af fuldtidsarbejde og manglende ressourcer rent menneskeligt. Jeg har haft mange ideer og planer. Det meste er bare sat på stand-by, fordi jeg ikke orkede at løfte opgaverne, når jeg kommer hjem..
    Men. Nu vinker pensionen lige om lidt. Der er lys for enden af tunnelen! Så det kommende år kan jeg være på forkant med alt muligt. Vinterlugning, beskæring af for brede hække, tidlig klipning af græsser, klematis og bærbuske, stiklingeformering til venner og bekendte og og og. Det bliver en fest
    Jeg har investeret i Claus Dalbys bog om samme emne, men denne kunne så sandelig også godt lande hos mig.
    Tak for dit inspirerende indlæg.

    Like

    1. Det bliver da skønt, når du endelig får tid. 700 m2 er overkommeligt, men intet er overkommeligt, når man er træt og småstresset hele tiden.
      Claus Dalbys bog er også god – der er altid så mange, smukke billeder. Ninas er anderledes og mere konkret med tips og tricks, ideer og vejledninger. Jeg er i hvert fald glad for begge bøgerne – også selvom vores have er på en tønde land 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.