Målepinde i august

August. Den sidste sommermåned. Høstmåned. Edderkoppemåned. Tordenmåned. Kært barn har mange navne, som man siger.

August er måneden, hvor markerne bliver høstet. Hvor mejetærskernes ‘tank fuld’ alarm bipper fra alle sider til langt ud på natten, og støvet flyver bag maskinerne og lander alle vegne – inde og ude.

De lyse nætter slutter officielt den 8. august, og mørket falder tidligere på. Selvom der stadig er lang tid til, at det også er mørkt om morgenen, mærker man, at natten igen er kommet til landet – og nu kan man se stjernerne igen.

August er måneden, hvor man – hvis man glemmer sin pind til at fjerne edderkoppespind, når man går ind i drivhuset eller ud efter avisen – går smask ind i korsedderkoppens klæbrige spind, der selvfølgelig altid er lige foran døren.

Tordenbyger, lyn og bragen – eller flammende kornmod fra det fjerne.

Det er alt sammen august.

August er også ny blomstring i haven.

Nu bliver det de sene stauders tid. Høstfloks, høstanemoner, solhatte – haven får nyt liv igen i august.

August er en dejlig måned at tage på havebesøg, og der er da også mange, der holder åben have i august.

I køkkenhaven høstes der squash og bønner, og nedenfor køkkenhaven blomstrer georginerne i deres bed

og giver mange dejlige buketter.

Nyt liv kommer der i det hele taget i august efter juli måneds dovne feriestemning.

Nu er det ‘i gang, i gang’ – pulsen stiger, og energien vokser. Skoleferien slutter, og skolebussen brummer igen op ad vores lille snoede vej præcis kl. 8.03 om morgenen.

I løbet af måneden starter de lange dugstribers tid. På bilens ruder og på drivhuset, hvor døre og vinduer står åbne nat og dag for at slippe fugten ud. Den fugtige morgenluft dufter, og solen spiller i de dugfyldte edderkoppespind på græsmarken.

Det bliver mirabelletid, tid til at koge saft og syltetøj.

Og tid til at gå tur og plukke vilde blomster.

August er en dejlig måned. Eller skulle jeg sige: August er også en dejlig måned?

God torsdag og 1. august.

 

 

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Målepinde i august”

  1. Vidunderligt indlæg. Du fanger det hele i din eftertænksomme og maleriske pen. Er det mon fordi du kan højskolesangbogen udenad, at du er så god til ramme lige ned i hjertet af Danmark, af årstiderne, af naturen og alt det andet omkring os? Det er i hvert fald dejlig læsning.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. 😀 Højskolesangbogen kan jeg ikke udenad – i hvert fald ikke helt… Men sangene taler til følelser og skaber billeder, og de billeder ser jeg omkring mig her. Det hele hænger sammen, føler jeg.
      Kh, Karen

      Like

  2. Du skriver smukt lige så jeg glæder mig til august der nu begynder, det er en meget smuk månede. Har åbnet døren og dejlig med lidt kølighed der kommer ind.

    Like

    1. Tak Jonna 🙂 Køligheden er en lise for krop og sjæl. Det var bare for varmt. Nu håber jeg dog på i det mindset tørvejr til weekenden, hvor min søde niece skal giftes. Bryllupsfester er bedst i solskin – men heller ikke gode i 30 graders varme…

      Like

Der er lukket for kommentarer.