Rundstykker som hos bageren

I julegave fik jeg en bageplade med huller. Sådan en, der laver de der fine noprede bunde på brødet – og giver sprødere bunde, fordi luften kommer hele vejen rundt. I dag har jeg forsøgt mig med at lave rundstykker som bagerens. Runde, sprøde, med luftig krumme og birkes på toppen.

Jeg brugte denne opskrift fra Bagebixen.dk (ikke reklame – bare info). Inde på den side fandt jeg også hvedesur (tørret surdej) og bageenzymer. For det skal der til.

Jeg havde først mine tvivl om bageenzymer. Hvad var det nu for et sært tilsætningsstof? Og hvad skulle det egentlig til for? Men da jeg læste, at enzymerne er helt naturlige, at de forsvinder under bagningen og bare bidrager med luft til brødet, købte jeg alligevel en pakke. Og det virker. Ikke kun til rundstykker, men til alt brød.

Her er det en portion af Fru Lauridsens Saftige Ølboller , der har bagt med bageenzym. De er meget lettere end uden.

Nu tilsætter jeg det også til dejen til flutes, til grovbrød og til de store brød med spelt og hvede. Især de langtidshævede får flere huller.

Rundstykkerne blev fine, og de smager godt.

Jeg tror, at jeg næste gang laver de enkelte rundstykker større. De er lige til den lille side, når de er færdige.

Jeg tror ikke, jeg vil bage den slags rundstykker til morgengæsterne i B&B’en, for opskriften er kun til 12 (og fremover 10) rundstykker, og der er ikke plads til så mange på bagepladen med huller, at jeg kan fordoble den. Men til særlige anledninger, hvor der ikke skal bages i industrielle mængder, vil jeg prøve det igen.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “Rundstykker som hos bageren”

    1. Jeg købte også et kilo. Det er slet ikke så dum en ting, selvom det ikke er fra Bedstes køkken 🙂
      Jeg ve’ nu ikke, om jeg ve’ det hele – men lidt bliver der vel skrabet ind i hjernevindingerne med tiden 😀

      Like

Der er lukket for kommentarer.