Med al den tumult med de Madonnaer, er det ikke mærkeligt, vi ikke har hørt meget til nisserne i år. Vores nisser er nemlig mande-nisser. De er også hvide, og de er meget gamle.
Ikke underligt, at de holder sig lidt i baggrunden for tiden. Ja, de er næsten taknemmelige over, at Fie jagede dem op på reolen på førstesalen. Derfra kan de nemlig sidde og huerystende følge slagets gang, mens de mindes andre – og måske bedre – tider.
Tider med grød og småkager, med rotter, der skotter, Lurifax og silden med flødeovertræk, med englesang og historier, og om at gå ned i stalden julenat og se dyrene knæle.
Jeg har aldrig set det selv, men jeg har hørt fra nisserne, at det gør dyrene julenat til minde om stalden og barnet i Bethlehem.
Nisserne siger, at køerne ofte vigter sig lidt af, at Jesus blev født i en stald.
Med nisser er der ikke noget, der hedder at være historieløs. Nej, tværtimod. De kender både historien og alle de gode historier, der gør historien levende. Og de fortæller dem gerne, hvis man har tid til at høre efter, mens man går rundt og rydder op, pakker julegaver ind og bager småkager.
Af og til kan de komme til at diskutere, om det nu var i 1657 eller 1658, grøden brændte på i Sverige, og Jultomten gik over isen for at erobre de danske nissers grød.
Og de kan diskutere, hvilket af Admiral Nelsons øjne, der var det blinde, han satte kikkerten for. De gyser, når man siger 1864 – og det er ikke kun, fordi TV-serien var ringe. De kan fortælle om Madonnaens hvasse blik, når de nærmede sig småkagedåserne.
De kan diskutere filosofiske tanker – og pludselig slå om og drille hunden og være noget så barnlige og fnisende. De er nisser, som nisser nu engang er.
Og nu er de her igen i deres røde huer – julehuerne. Resten af året bruger de deres grågrønne hverdagshuer, og der ser man dem ikke så meget. Men bare rolig. De er der.
God torsdag.
Åh Karen, du har altså det allerbedste nissesind ;-)))
LikeLike
🙂 Bare det ikke går over, når jeg bliver voksen 😀
LikeLike
Dejligt med et nisseglimt på falderebet! God jul til du og dem.
– A
LikeLike
Tak i lige måde – og måtte du ikke vente for længe 😀
LikeLike
Åh så poetisk formuleret. Dejlig fredfyldt jul til dig ❤
LikeLike
Tak i lige måde, Annie. Der skal jo være plads til en julehistorie, nu vi er kommet ind i tyverne i december 🙂
LikeLike