Rigtig glædelig jul

Det er lillejuleaftensdag, og før det rigtig går løs vil jeg gerne ønske alle jer, søde og gode læsere en rigtig glædelig jul.

Sandsynligheden for, at jeg kommer i nærheden af en computer i morgen, er meget lille. Vi holder juleaften med familie fra nær og fjern, og der bliver alt det hyggelige kaos, man kan ønske sig.

Jeg håber, jeres juleaften bliver lige så dejlig og småkaotisk, som det altid sker, når flere familiers traditioner skal smeltes sammen til én juleaften. Og jeg håber, der kommer et par roligere juledage bagefter, hvor man kan nå at gå lidt rundt og nyde pynten, lege med julegaverne, spise god mad (igen) og i det hele taget hygge sig sammen.

Julen er sådan et dejligt, overdådigt frikvarter fra dagligdagen. Jeg har vist før sagt det: Fandtes julen ikke, måtte man opfinde den.

Og vi ved jo også godt, at den blev opfundet længe, længe før barnet i Bethlehem.

At vores fjerne forfædre og mødre fejrede solhvervet med traditioner og fest. At julegaverne stammer fra en gammel romersk solhvervstradition. At  det årlige julebad – en traditionel renselse – stammer helt tilbage fra urtidens folk. Og selvfølgelig – det giver sig selv – at nisserne altid har været der.

Vi har simpelthen behov for jul. Ritualer og fest gør godt, og det ligger dybt i os alle sammen. Hvad enten vi holder traditionel jul med kirke og and og juletræ, eller gør noget helt andet, som vi synes er passende utraditionelt, hvis det er den slags, vi har lyst til. Efter en generation eller to er de ting også blevet traditioner.

Livets gang – årets cirkel – hyggelige gentagelser.

I dag skal vi tænde det fjerde lys i adventskransen, og derfor slutter jeg med det fjerde og sidste vers i adventssalmen:

Det fjerde lys har ild fra alle tre,
en pinseglød i vores hjerte,
så vi for dem, der intet lys kan se,
kan tænde kun en lille kerte.

Rigtig glædelig jul!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Rigtig glædelig jul”

Der er lukket for kommentarer.