Fuldmånetid

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

Melodi og tekst gled stille som en hvisken gennem baghovedet på aftenturen i går. Månen stod højt på en stadig lys himmel.

Genskin af de sidste rester af solnedgangen i pavillonen. Lidt velsignet kølighed i luften efter en varm, varm dag. Klokken halv elleve. Stilhed bortset fra fjern dunken af dieselmotorer i mejetærskere og halmpressere.

Du danske sommer…

Venus var på vej op, og man kunne se dens blege skin i horisonten. Det visne græs lyste rødgult. Hvor heldig kan man være at være lige der lige til den tid?

I aften er der måneformørkelse. Fra omkring halv ti vil månen langsomt blive rødere og rødere, til den begynder at blive gul igen. Og i morgen skulle der kunne komme lidt regn.

Det lysner. Spådommene om tørke helt ind i oktober ser ud til at blive gjort til skamme. Jeg håber på det – men jeg vil nyde måneformørkelsen i aften og håbe, at den ikke bliver dækket af skyer, som det så ofte er sket før.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Fuldmånetid”

  1. Du beskriver det så smukt og poetisk – som at være der selv under den ‘kølige’ sommerhimmel 🙂
    Regnen i Ebeltoft er aflyst bortset fra 1 mm lørdag nat… den kommer nok heller ikke, og vi venter da bare til oktober.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.